Det er ikke muligt for Rigspolitiet at tilbageholde de tusinder af flygtninge og migranter, der i disse dage kommer til Danmark.
Det fortæller rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg om baggrunden for, hvorfor knap 800 flygtninge og migranter det seneste halve døgn har fået frit lejde af politiet til at bevæge sig videre igennem Danmark.
»Der er tale om en rent politifaglig vurdering, der bygger på de muligheder, der er i lovgivningen, og på hvad vi har af forpligtelser. Vi kan ikke tilbageholde udlændinge, som ikke søger asyl, og som der ikke er udsigt til, at vi hurtigt kan udsende igen,« siger rigspolitichefen i en pressemeddelelse torsdag morgen.
Politiet har pligt til at registrere de flygtninge, som ønsker at søge asyl. Når flygtningene har oplyst navn og nationalitet, overdrages asylansøgerne til udlændingemyndighederne.
»Vi står i en situation, hvor der ikke er udsigt til, at de pågældende kan returneres til deres hjemlande. Vi kan selvsagt ikke holde så mange mennesker frihedsberøvet på ubestemt tid. Derfor er der ikke andre muligheder, end at vi lader dem være på fri fod, og dermed kan vi ikke forhindre dem i at rejse hvorhen de vil,« siger Jens Henrik Højbjerg.
Han understreger, at politiets fokus er at sikre ro og orden og give de cirka 3.000 flygtninge, der er kommet til landet siden søndag, en værdig behandling.