Et uafhængigt skatterådgivernævn, der kan give bøder. Krav om offentligt årsregnskab for alle skatteråd­givere, herunder navne på kunder. Og krav om at skatterådgivere skal tegne lovpligtig forsikring.

Sådan lyder tre af i alt ti forslag fra revisorbranchen, der ønsker fælles spilleregler for skatterådgivere i Danmark. Det vil sige banker, revisorer, advokater og andre skatte­rådgivere.

I 2014 blev banker, advokater og revisorer ellers enige om et rådgiver- og branche­samarbejde mod grænseoverskridende skatte­unddragelse, men brancheforeningen FSR ­mener, at det er tid til at gå videre, bl.a. for at tage brodden af ventet ny lovgivning.

»Med fælles regler får vi skabt et ensartet grundlag for hele branchens adfærd, også for den gruppe af skatterådgivere, der er uorganiserede, og som derfor i dag ikke er underlagt etik og nævn. På den måde kan vi også imøde­gå potentielt rigid regulering, som ikke kun vil ramme os, men også advokater og banker. Og med de megatrends vi ser med nye ­udby­dere og forretningsmodeller, tror vi også, at ved at regulere ydelser frem for brancher, kan man i højere grad fremtidssikre lovgivningen,« siger Charlotte Jepsen, adm. ­direktør i FSR.

Revisorerne er allerede underlagt regler om, at de skal offentligøre navne på deres største kunder, og i de største virksom­heders årsregnskaber kan man læse, hvor meget skatterådgivning den pågældende virksomhed har købt hos revisor. Hvad advokater yder af skatterådgivning, og hvilke virksomheder, der køber ydelsen, kan man derimod ikke finde oplysninger om. Ifølge Charlotte Jepsen handler forslagene dog ikke alene om at sikre lige konkurrencevilkår mellem de forskellige ­typer af rådgivere.

Forslagene skal også skabe større åbenhed om skatterådgivning og opfattes som revisorbranchens bidrag til at komme den inter­nationale skatteunddragelse til livs. koster ifølge EU-Kommissionen op imod én billion euro årligt i tabt skatteprovenu.

»Selv om problemer med ­skatteunddragelse og skattekonkurrence først og fremmest skyldes, at politikerne i mange år har set igennem fingre med forskellige skattesatser, skatte­regler og eksistensen af skattely i Europa, anerkender vi, at revisorbranchen også har et ­ansvar. Vi har bl.a. været for dårlige til at synliggøre behovet for skatterådgivning, og at størstedelen af rådgivningen egentlig handler om, at ­virksomhederne­ ­gerne vil overholde reglerne. Det har uden tvivl bidraget til mytedannelser og til opfattelsen af, at skatteråd­givning er en fordækt og lyssky ­disciplin, hvilket ikke er tilfældet,« siger Charlotte Jepsen.

Rådgivning om konsekvenser

I bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, har man sympati for flere af forslagene fra revisorerne og bakker ­eksempelvis op om forslaget om, at store virksomheder skal offentliggøre deres skatte­politik. Men skattechef i ­Finans Danmark, Kasper Svendsen, mener ikke, at bankernes skatterådgivning kan sidestilles med den skatte­rådgivning, som advokater og revisorer yder, hvorfor det ikke giver mening, at banker skal omfattes af et skatte­rådgivernævn eller stå på en offentlig liste over skatte­rådgivere.

»I den finansielle sektor yder vi som ­udgangspunkt ikke rådgivning mod betaling. Den rådgivning, vi yder i relation til skat, er rådgivning om de skattemæssige ­konsekvenser af at købe vores forskellige produkter. Det er vi forpligtet til efter lov om finansiel virksomhed, og den rådgivning er en integreret del af den service, man får i banken,« siger Kasper Svendsen.

Advokater: Offentlighed er udelukket

Advokatbranchen kan heller ikke se sig selv omfattet af et skatterådgivernævn. Og offentlighed om advokaters skatterådgivning er helt udelukket, lyder det fra brancheforeningen Danske Advokater.

»Vi har i forvejen Advokatnævnet, så vi vil ikke bakke op om et særligt skatterådgivernævn, som også skal omfatte advokater. Vi har ikke brug for parallelle universer. Vi er i forvejen fuldt reguleret, og vi er også allerede omfattet af krav om lovpligtig forsikring. Revisorernes forslag om, at man skal offentliggøre kundenavne vil være grundlæggende imod den måde, en advokat arbejder på. Advokater har tavshedspligt om, hvem de rådgiver, og hvad de rådgiver klienten om,« siger adm. ­direktør Paul Mollerup, Danske Advokater.

Til gengæld vil han gerne bakke op om ­revisorernes forslag om at få gjort livet svært for sidegade-skatterådgivere. Revisorerne foreslår, at det skal være strafbart at yde skatterådgivning, hvis ikke man står på en offentlig liste over skatterådgivere.

»Vi er fuldstændig enige i, at det vil være en rigtig god idé, hvis vi i fællesskab kan gøre ­noget, som særligt kan få snor i de her sidegade­rådgivere, som ikke er organiseret i en organisation,« siger Paul Mollerup, adm. direktør for Danske Advokater.

Hverken FSR eller Danske Advokater har noget bud på omfanget af sidegade-skatterådgivning.­