KPMG overtager pr. 1. oktober 2011 konsulentfirmaet Capacent med omkring 60 ansatte og en omsætning på omkring 75 millioner kroner, oplyser revisionsgiganten i en udsendt pressemeddelelse.

Rådgivning skaber vækst - også i et af landets største revisions- og rådgivningsfirmaer, hvor KPMG ser et potentiale indenfor forretningsområdet Advisory.

Læs også på evb.dk:

Fynsk rådgiverfirma overtaget af KMPG 
KPMG overtager derfor nu Capacent, der særligt har ekspertise indenfor it- og business consulting, for at styrke rådgivningsforretningen.

- Vi styrker paletten af rådgivningsservices for at kunne tilbyde vores kunder effektive løsninger på de udfordringer, de står overfor. KPMG's evne til at forstå kundernes udfordringer og tilbyde effektive løsninger med blik for de finansielle, kommercielle og faglige aspekter af opgaverne tilføres nu flere ressourcer og en øget teknologisk indsigt og ekspertise, som er central for udviklingen fremover. Opkøbet er et skridt mod en endnu stærkere rådgivningsforretning, siger Anders Ekman, Head of Advisory i KPMG.

Han tiltrådte som chef for Advisory i maj i år for at styrke og udbygge KPMG's position i markedet for rådgivningsservices. 

Hos Capacent bygger fusionen med KPMG også på ambitioner om vækst og ønske om udvikling:

- Vi ser frem til at blive en del af et større rådgivningsfirma, hvilket åbner nye muligheder for vores kunder og skaber udvikling for vores medarbejdere. Derudover ser vi et godt match i forhold til KPMG og de strategiske ambitioner om at videreudvikle en stærk rådgivningsforretning, som vi på mange måder kan supplere, siger Jesper Drescher, adm. direktør i Capacent.