Tre retssager om fyrede kolleger har forværret et i forvejen elendigt arbejdsmiljø hos statens sikkerhedsvagthund, Havarikommissionen. Det fremgår af korrespondance mellem Arbejdstilsynet og Havarikommissionen fra efteråret 2016.

Havarikommissionen hører under Transport- og Bygningsministeriet, og den blot 11 mand store organisation står for halvdelen af alle retssager om fyringer siden 2011 i det kæmpestore mini­sterium. Siden 2011 har ministeriet været involveret i seks retssager om fyringer på baggrund af mere end 500 fratrædelser. Hele tre af sagerne vedrører fyrede ansatte i Havarikommissionen, der i 2015 og 2016 mødtes i Københavns Byret med deres forhenværende arbejdsgiver.