Man kan mene meget om TV2s solskinstime og seerhit »Badehotellet«. Hvor god den faktisk kunne være hele tiden, men altså kun ind imellem er, viser Anette Støvelbæk, som den stakkels fru Frigh, som nok ikke er helt så stakkels alligevel.

Mon ikke hun er på vej til at gennemleve en Maude Varnæsk vækkelse? Sådan som hun først har været holdt nede af sin dumme mand, men ved sæsonens udgang fik nok og nu skal stå på egne ben? Smukt sitrende har Anette Støvelbæk spillet denne gradvise frigørelsesproces fra småsippet sladretante til noget nær et rigtigt menneske.

Hvad det angår, kan grosserermadammens udvikling godt ligne Anette Støvelbæks egen.

Hun har gang på gang måttet kæmpe sig ud af den bås, man gerne har villet placere hende i, siden hun slog igennem som den forsigtige, nervøse bagerjomfru, der skal lære at sige ja til livet i Lone Scherfigs filmsucces »Italiensk for begyndere (2000).

Sød og køn eller pæn, pernitten og lettere neurotisk hæmmet har været nogle af de muligheder, man har stillet hende i udsigt. Det har hun heldigvis kunnet gøre oprør mod, ikke mindst på teatret, hvor hun har haft et flittigt arbejdsliv på en lang række scener og i mange tonearter.

»Jeg kan godt blive misundelig og tænke hvorfor fik jeg ikke tilbudt den rolle, eller får jeg aldrig lov til at spille noget helt andet, end jeg plejer,« sagde hun for nogle år siden til Berlingske.

»Men som tiderne er, skal jeg ikke klage. Jeg er mere heldig end mange kollegaer,« forklarede hun.

Et afgørende bevis på, hvad der gemte sig i hende, fik hun lov at vise i Betty Nansen Teatrets spidsformulerede indvandrersatire »Ondt blod«, hvor hun som en lærerinde, der har fået nok af sin uvorne klasse, svingede pistolen:

»Og lyslokkede Anette Støvelbæk med den sympatiske udstråling og sansen for det neurotiske er ideel casting som lærerinden, der kæmper for ørenlyd,« skrev vi her i avisen.

En krise, hun gennemløb, da hun var i midten af trediverne, er hun kommet over.

Pludselig var der ikke noget at lave, og det afstedkom en tvivl på det fag, hvor man let kan blive i usikker om, hvorvidt man har lov til at stille sig op på en scene.

Hun blev heldigvis.

»For jeg har ikke lyst til at lave noget andet. Og heldigvis bliver den kerne, man har indeni, stærkere og stærkere, så jeg er blevet bedre til at tackle den dobbelthed, jeg har i forhold til mit fag« sagde hun i førnævnte interview.