Siden 2002, hvor jeg blev udpeget som CKU’s formand, er centret vokset til et velfungerende udenrigspolitisk tiltag. I 1998 blev CKU oprettet af Danida med den begrundelse, at der var behov for andre kompetencer og en anden type fagfolk end udenrigstjenestens egne til at forvalte opgaven med kultur og udvikling.
CKU huser en unik kombination af kunstfaglighed, international erfaring med udviklingssamarbejde og formidlingsevner, der har gjort det til et anerkendt ressourcecenter.
Det er vanskeligt og tidskrævende at opbygge de nødvendige kontakter i Mellemøsten, Afrika og Asien. Gennem det målrettede arbejde med den roste danske strategi for støtte til kultur og udvikling, »Retten til Kunst og Kultur«, er det lykkedes CKU at skabe tætte relationer til organisationer i lande som Mali, Burkina Faso, Palæstina og Kenya.
Hvor udenrigstjenesten og den danske regering samarbejder i den primære offentlighed med regimer og politiske ledere, så foregår CKU’s arbejde i den sekundære offentlighed med et civilsamfund, hvortil regeringen ikke har adgang.
I Mellemøsten har CKU i de perioder, hvor ingen andre kunne få fodfæste, arbejdet tæt sammen med NGO’er om at skabe kulturelle aktiviteter i flygtningelejre, hvor de udgør et alternativt til ekstremisme. I Afghanistan har CKU på mirakuløs vis været med til at oprette et kulturhus, hvor unge kan udvikle sig uden at stå i skyggen af forældre eller ekstremister. I det nordlige Uganda har CKU givet tidligere børnesoldater og ofre for mange års borgerkrig fællesskaber, der bidrager til fredelig sameksistens.
I Danmark er CKU et knudepunkt for institutioner, der efterspørger interkulturelt samarbejde. Med Images og besøg af kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten, der underviser på skoler, er CKU med til at give danske unge interkulturelle kompetencer og indlede samtaler på tværs af kontinenter. Det er altafgørende kompetencer i den globaliserede verden, vi lever i.
CKU har i 17 år repræsenteret netop dialog og samarbejde. Den gensidighed, der ligger i CKU’s mandat, har ikke alene bidraget til at fremme organisationer med forandringsagendaer, den har også skabt positive forbindelser mellem Danmark og de lande, vi samarbejder med. Når problemer skal løses på højt plan, er respekt for kultur og forskellighed en forudsætning.
Engang var det en udenrigspolitisk værdi, at det ikke skulle være den danske regering, der stoppede dialogen. Men skærer man det ben af udenrigspolitikken, som det kulturelle samarbejde udgør, forstummer en vigtig dialog.