Også selv om forårets store reformdagsorden, opstramninger og besparelser på kontanthjælp og uddannelsesstøtte – samt og ikke at forglemme en tiltrængt nedsættelse af selskabsskatten – såmænd blot er klassisk blå politik og derfor bare burde glæde borgerlige sjæle.
Når stribevis af danske topchefer i dagens Berlingske kan rose den siddende regering for at være mere ambitiøs og erhvervsvenlig end tilfældet var i det forgangne årti med Venstre og Konservative ved magten, skyldes det dog også det i denne sammenhæng ikke helt ubetydelige faktum, at Danmark jo ikke kun har fået en ny regering, men mindst lige så vigtigt en ny opposition, der i modsætning til den tidligere af slagsen gerne påtager sig et medansvar også for svære og upopulære beslutninger. Lige som det højlydte lettelsens suk fra chefgangene, som erhvervslivets venlige vurdering trods alt må siges at være udtryk for, utvivlsomt skyldes den positive overraskelse ved en rød regering, der i sin økonomiske politik gennemfører det stik modsatte af, hvad den i sin tid gik til valg på.
Regeringen gør på store strækninger det rigtige og nødvendige. Så i stedet for den evige debat om løftebrud – den må de selv tumle med internt hos Socialdemokratiet og SF – og traveren om farven på regeringen, rød versus blå, må det vel være tilladt at glæde sig sammen med topcheferne over, at Danmark ikke er gået den modsatte vej i den økonomiske politik. I øjeblikket skovler Dansk Folkeparti og regeringens eget støtteparti Enhedslisten ganske vist og fra hver sin fløj stemmer ind med deres forkromede velfærdsløfter. Men reformflertallet består heldigvis stadig hen over midten, hvorfor det er muligt at forvandle de nødvendige tilpasninger til virkelighed – igen i modsætning til op gennem 00erne, hvor Socialdemokraterne ikke var til megen hjælp, SF slet ingen.
Selv om de europæiske stats- og regeringschefer på sidste uges EU-topmøde i Bruxelles bekræftede hinanden i den økonomiske sparekurs, er der stærke strømninger i gang i Europa for at bløde op og i højere grad forsøge at investere sig ud af krisen. Og ikke længere kun fra de sædvanlige, gældsplagede lande i Sydeuropa – Grækenland, Italien, Spanien og Portugal samt senest Frankrig – men også fra EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond. Sammen med Tyskland står Danmark her fast – og har herhjemme med stram styring af de offentlige budgetter samt selvfølgelig også sidste sommers skattereform med forhøjet beskæftigelsesfradrag og topskattegrænse altså nu aftvunget sig dansk erhvervslivs respekt. Med rette, selv om regeringen på ingen måde er perfekt og formentlig handler mere af nød end af lyst i lyset af en historisk økonomisk krise, der afgørende har rykket ved den politiske dagsorden i Danmark såvel som i Europa.