I slutningen af 90erne var Aquas musik en eksportvare, der hentede en halv milliard kroner hjem til Danmark.
Bandets fire medlemmer – sangeren og musikeren René Dif var en af dem – blev mangemillionærer. Succesen var ikke kommet let. Bandet havde inden da skullet klare sig for ingen penge, lidt arbejde her og der og hjælp fra forældre. Men da først hele verden fik øre for megahits som »Barbie Girl« og »Happy Boys & Girls«, blev trange tider til fede tider. Millionerne strømmede ind. Dif fik råd til en Ferrari, et guldur til 300.000 kr. og en villa i Holte.
»Vi har nogle gange talt om, hvordan det er lykkedes os at holde sammen, for vi har virkelig været helt nede i lortet. Jeg tror, at det er lykkedes, fordi vi har lavet det, vi brænder for. Vi har ikke tænkt på at lave hits og sælge plader,« sagde René Dif, da Berlingske i 1997 interviewede ham og de tre andre fra Aqua, der lige var kommet hjem fra en turne i Asien.
René Dif er københavnerdreng. Hans mor er dansk og hans far algerisk. Barn- og ungdommen var ikke uproblematisk, fortalte han Berlingske i 2012. Han voksede op hos sin mor og havde et fristed hos sin mormor og morfar, der boede lige om hjørnet.
Mormoren var hende, han sendte breve til, da han rejste ud i verden. Morfaren var kok og forkælede ham med yndlingsretter – interessen for mad har René Dif haft med sig livet igennem. Han var ikke vild med skolen, og han og kammeraterne underholdt sig med drengestreger og småkriminalitet. Så blev han sømand på et skib i Caribien, og mens han malede skibssider, lyttede han til musikradio og besluttede sig for at blive DJ. Han spillede i Danmark, ude i Europa og boede nogle år i Norge. Han var i en periode kæreste med Aquas sanger, Lene Nystrøm. Han nåede også at blive dansk mester i breakdance.
I 1994 kom han i kontakt med Søren Rasted og Claus Norréen. De tre dannede et band, derefter kom Lene Nystrøm til, og dermed var Aqua født. Med albummet »Aquarius« med bl.a. »Barbie Girl« var succesen en realitet. Millionerne strømmede ind, og Aqua blev en del af jetsettet. René Dif levede det vilde liv, havde lejlighed i London og var lidt af en playboy.
Bandet blev opløst i 2001. De fire medlemmer var nu velhavende, men det kræver disciplin, dygtighed og en heldig hånd at forvalte en formue, og den cocktail lykkedes ikke rigtig for Dif. Han prøvede at gå solo, åbnede og lukkede en restaurant, startede et pladeselskab, stod bag chips- og dipproduktion, deltog i reality-programmer, uddannede sig til coach, tog på rejse til Tibet og blev optaget af meditation og buddhisme. Han havde forskellige kærester, og i 2003 fik han en dom på 30 dages betinget fængsel for vold mod en eks-kæreste. Han har også været engageret i velgørenhedsarbejde, bl.a. for psykisk belastede unge.
I 2014 skrev BT, at Dif havde en milliongæld. Året efter slog den energiske mand sig på burgere – mad har altid været en hjertesag for ham – og åbnede Difs Food Truck. Den tidligere Aqua-mangemillionær var blevet en moderne udgave af en pølsemand.
Til BT har han fortalt, at han kan leve på en sten. »René Korkprop ryger ned, men kommer altid op igen,« udtalte han.
