Fra kirkegården ved Veng Klosterkirke, kan man se huset: Det pastelrøde murstenshus, som René Brink Jakobsen rykkede al indmad ud af og brugte årevis på at bygge op igen med sin kone, Camilla. Huset for enden af engen var familiens fæstning, en banegård for venner og bekendte, og base for jægersoldat nummer 353. Men huset blev aldrig bygget helt færdigt. For i en sen nattetime, få dage inde i år 2013, faldt René Brink Jakobsen for fjendens hånd i Afghanistan.

På et hustag i Helmandprovinsen i Afghanistan blev han offer for en improviseret sprængladning, da Jægerkorpset med britiske og afghanske styrker stormede en bombefabrik i Upper Gereshk Valley. Sprængstoffet var mineret på en måde, som de danske soldater ikke tidligere havde set, og René blev ramt. En anden jægersoldat var straks ved ham og gav førstehjælp på stedet. Den britiske officer Andy Peat hjalp til og skærmede med sin egen krop for endnu en sprængladning, mens Renés kolleger fra korpset fik kantet båren med ham ud. Men trods det ihærdige redningsforsøg stod den 39-årige jægersoldats liv ikke til at redde.

Eksplosionen havde kostet Danmark sin første jægersoldat i kamp. Den havde kostet René livet og berøvet hans nærmeste for en særlig person i deres liv. En far, en mand, en søn, en bror, en onkel, en ven. I huset i Veng efterlod René Brink Jakobsen sig sin kone Camilla, deres to døtre, Sara og Mie Maja, på 12 og 10 år, og sønnen Thor på knap et år.

En sød lillebror

Ikke langt fra Veng, i byen Hørning, nogle kilometer mod øst, voksede René op som den yngste i en søskendeflok på tre. Han blev født i 1973, og ifølge hans forældre var den lille by uden for Aarhus en perfekt ramme for en frisk dreng med græs på knæene og rulleskøjter på fødderne.

”Han elskede engen og bækken ude bagved. Alle børn på vejen er faldet i den bæk. De klatrede i træer og hentede skadeunger, havde marsvin og hunde. De legede på halmballer, og der var køer op til baghaven,” fortæller Ellen Margrethe, Renés mor. Fodbold gad René ikke, men han var med overalt, vellidt og et naturligt samlingspunkt for kvarterets i 23 børn.

På et barndomsbillede fra hans “blå mandag” står René med bestemt mine i midten af en flok på otte. På tæer. Selv om han først som 15-16-årig for alvor begyndte at vokse, fyldte René allerede dengang meget. Alligevel var der ikke meget i den helt tidlige barndom, der pegede på, at René en dag skulle blive jægersoldat, fortæller hans to større søskende, Allan og Jeanette.

“Han var faktisk lidt pivet. En meget sød lillebror og meget beskyttet. René måtte stort set alt og havde også en meget stor selvtillid. Han troede, at han kunne alt,” siger Jeanette. “Ja, det kom tidligt. Hvis han ville noget, gik han efter det. Også selv om det måske ikke lå lige til højrebenet for ham. Hvis han kunne lide en pige, meldte han sig ind i koret, hvor hun sang. Hvis han ville blive god til noget, knoklede han løs. Og hvis nogen sagde, han ikke kunne, gjorde han det bare lidt mere. Det var kendetegnende for ham. Han var meget viljefast,” supplerer Allan.

Viljen blev omsat til vovemod. Når kammeraterne sad i gyngerne, gik René line på toppen af gyngestativet. Som ung stillede han sig imellem de stridende parter i en slåskamp uden at tøve.

I barndomshjemmet satte samme viljefasthed liv i diskussionerne. For med en bred viden og en holdning til alt, havde René altid et svar parat – eller fandt hurtigt et – og lod sig sjældent bøje. Flere år senere gav det jægersoldaterne i sjette patrulje inspiration til mottoet “fuck Google, ask René”. For jægersoldat ville han være. Også selv om vejen dertil skulle vise sig at blive lang.

»Jeg skal nok finde ud af det her«

Det var kort inden et gymnastikstævne, at knæet gik i stykker. René var startet til springgymnastik som tolvårig, og han var god til det. Han blev hurtigt instruktør og rejste selv rundt med Aarhus’ aspiranthold fra en tidlig alder. Han var 17 år, da uheldet skete.

Holdet havde trænet og var klar til at skulle af sted mod stævnet. Men før de pakkede sammen, ville René tage et sidste spring. Dobbelt salto med halvanden skrue. Springet var flot, landingen var ikke. For mens kroppen fortsatte sin drejning, blev det ene ben stående i madrassen. “Jeg kan stadig høre lyden af det knæ, der blev flået op,” siger vennen Mikkel Laust Birk, der var til stede under opvisningen.

Sammen med knæet brast både drømmen om en militær karriere og det idrætsstudie, som René også havde plan om. Tilsyneladende. “Jeg skal nok finde ud af det her,” forsikrede han sin mor samme eftermiddag, som de vendte hjem fra hospitalet. Og René fandt en anden vej. En langvarig genoptræning med tre operationer begyndte, og ligesom kæresten Camilla, som senere skulle blive hans kone, uddannede René sig til fysioterapeut. Han meldte sig ind i Hjemmeværnet og begyndte ved siden af sit daglige job en parallel karriere i Forsvaret med kurser i førstehjælp og skydning.

Gradvist knyttede han flere kontakter og fik nye chancer. Med tiden blev han uddannet livvagt, og efter to udsendelser i Irak fik han endelig chancen for optagelse i Jægerkorpset. Noget, der var helt unikt for en person, der aldrig havde aftjent sin værnepligt, som det fremgår af Forsvarets papirer om René.
Det var nu eller aldrig. Med støtte fra Camilla satte René alt på ét bræt. Jobbet og den igangværende kandidatgrad i sundhed og videnskab blev stoppet, mens René kæmpede med Jægerkorpsets prøvelser. Men i 2008 kunne han i bare sokker og med en brækket knogle i foden lade sig hylde til et surpriseparty i baghaven i Veng.

“Da han kom hjem fra alle de prøver, lignede han ikke en vinder. Han haltede og måtte stå i bare sokker, men jeg var stolt af min søn, da han blev jægersoldat. Jeg glemmer ham aldrig, som han stod der,” siger Renés far, Erik.

Og selv om han måske ikke lignede en vinder lige den dag, var René som 35-årig kommet igennem det nåleøje, han havde drømt om. Endda som den ældste til at gennemføre i korpsets historie.

“Da René meldte sig ind i Hjemmeværnet, havde jeg ikke tænkt, at det var for at ende i Jægerkorpset. Men det ville ingen jo normalt gøre. Det var typisk for René. Hvis noget gik galt, lod han sig ikke stoppe, men gjorde det bare anderledes,” siger vennen Mikkel. Hos Jægerkorpset bed man også mærke i Renés kampånd.

“Det kunne mærkes, at der kom en mand med meget livserfaring. Han havde en dedikeret vilje til at være jæger og en evig stræben efter at være den bedste,” skriver kollegerne fra 6. patrulje i Renés mindeord.

Familien i første række

Selv om drømmen, og senere livet, som jægersoldat fyldte meget i Renés tilværelse, havde prioriteringen altid været klar: Familie og venner først, alt andet derefter. Uniform og udstyr lå i Aalborg. Og selv om han som friluftsmenneske stadig nød naturen på jagt og i kajak, var han først og fremmest sammen med sin familie, når han var hjemme.

“René har altid haft myrer i måsen. Der skulle bare ske noget, og han har haft gang i rigtig mange ting. Også med børnene. Han har lavet fis og ballade, moslet dem og taget dem med til alle mulige ting. I svømmehallen, i springcenter og på skitur,” siger Renés kone, Camilla. Skulle der males en båd, samles brænde eller soves i skoven, kom børnene med. René tog med på spejderlejr, til gymnastik og til ridning, og havde pigerne gang i et computerspil, levede han sig let med i det. “Han tog dem også alvorligt og snakkede med dem. Og han havde en eminent evne til at vende situationen, så det, de tumlede med, blev løst. Var stemningen trykket eller en af pigerne kede af det, var det stensikkert, at René nok skulle få os til at grine, fjolle og pjatte igen,” siger Camilla.

Som Sara, den ældste datter, udtrykker det, var René “sådan en far, som alle børn gerne vil have”.

Så gjorde det ikke så meget, at han også hvert år nappede børnenes påskeæg, så de skulle løbe efter ham, at han altid vandt konkurrencen om at spise en is på kortest tid, eller at han fik pigerne til at tage de vilde rutsjebaner. “Han var den vilde legeonkel. Der var altid en, der begyndte at græde, når børnene legede med René, men de elskede ham. Han var også lidt af en helt for sine nevøer og niecer,” siger storesøster Jeanette. “Uanset hvad der skete, lod René sig aldrig vælte omkuld. De bump, han mødte, kunne ryste ham, men ikke bringe ham ud af kurs,” siger hustruen Camilla.

Faktisk var det snarere René, som bragte andre ud af fatning. Som da han og Camilla ved deres vielse i 2009 afslørede, at de allerede havde været gift i ni år. De havde ventet med at afsløre det, indtil de havde muligheden for at holde en stor fest. Selv om nogle af parrets venner, havde gennemskuet dem, tog det de fleste på sengen. Forældrene var forbløffede, og døtrene havde udbrudt, at deres forældre godt nok havde mange overraskelser i ærmet. Den slags påhit var ikke unormale for René. Humoren havde været med ham, siden han som barn havde klædt sig ud eller givet hunden solbriller på. “En spasmager,” kalder hans far ham. “Man kan ikke snakke om René uden at smile. Han bragte altid et smil frem,” siger hans mor.

»Kærlighed ved første blik«

Det samme oplevede Camilla, da hun først mødte René til en fest hos en fælles canadisk ven.

“Han stod bare der og smilede. Jeg kiggede på ham og fik bare tanken, at hvis jeg ikke havde en kæreste, ville jeg helt sikkert være det med ham,” siger hun. De fik øje for hinanden, men Camilla havde en kæreste, og René fandt en anden kort efter festen. Tiltrækningen mellem dem var dog ikke sådan til at slukke. Da René senere blev gymnastikinstruktør for Camilla og begge i mellemtiden havde forladt deres kærester, var der ingen vej tilbage. “Der var altid fest og fyrværkeri omkring René. Han var spændende, en igangsætter, og havde en livslyst uden lige,” siger Camilla.

Som 19- og 21-årig fandt de sammen i 1994. Samme år, som René meldte sig ind i Hjemmeværnet. Seks år senere fik parret deres første datter, og René gik i gang med huset i Veng. Han var ingen håndværker, men det rørte ham ikke. Fra venner og bekendte lærte han, hvad han skulle, og resten læste han sig til. René gav sig i kast med alt, om det så var at sætte et hus i stand fra afløb til tagbjælker. Han fulgte altid sit hjerte og sine drømme, og Camilla kendte dem. Selv om hun kunne have svært ved at forstå Renés ønske om at blive soldat, at tanken om de mulige konsekvenser var ubehagelige, og udsendelserne hårde, støttede hun sin mand. “Jeg var bange for at få en løve i et bur. At stikke en kæp i hjulet på den ultimative drøm. René brændte så meget for det, at det var det eneste rigtige at gøre,” siger hun.

Selv om han nåede sit mål, skiltede René aldrig med, at han var jægersoldat. Når nogen spurgte, hvad han lavede, svarede han “jeg er i militæret”. Spurgte de hvor, svarede han “i Aalborg”. Det var ikke vigtigt for ham at fortælle om sig selv. “Alligevel efterlod han et indtryk hos alle, han mødte. Ligegyldigt hvem, der har mødt René, har de altid husket ham,” siger vennen Ulrik Holm Tiemroth.

En mand med fyldt med eventyrlyst

“Han var superintens og livsbekræftende at være sammen med. Uanset om det var en rejse til Bali, en bytur eller bare det at handle i et supermarked, var René fantastisk til at trække eventyret frem.”

På det personlige plan var René drevet af eventyret, men brændte også for at gøre en forskel.

“Alle hans valg gik i sidste ende ud på at hjælpe andre,” siger Ellen Margrethe, Renés mor.

Og da han kom i Jægerkorpset og blev sanitetsmand, fandt René en ro. Der skete noget med ham.
“René var den ultimative drengerøv og skulle gerne lidt ud over kanten. Men da han blev jæger, blev han også modnet. Han så udelukkende sin fremtid i militæret og ville ikke gøre forretning ud af sine evner. Han var ikke interesseret i profit, men mere i ideologi. Han ville vise verden, at han kunne gøre en forskel,” forklarer Renés søskende og bakkes op af Camilla:

“Selv om han var en lille brik i et stort puslespil, havde René altid en tro på, at han kunne yde noget. At han i det store billede kunne gøre en forskel i det land, han drog til. Hvis han ikke havde troet på det og brændt for det, ville han ikke være blevet jægersoldat. Så ville han være stoppet.” Forsøgte han det ikke, ville René ikke have været tro mod sig selv, er de alle enige om. Og han var fuldt bevidst om den mulige konsekvens. “Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg gøre det hele igen,” står der i hans afskedsbrev.

En trist slutning på eventyret

Den 3. januar 2013 afgik René Brink Jakobsen officielt ved døden i Afghanistan. Han blev fløjet til Danmark og bisat i Veng Klosterkirke, hvor omkring 850 mennesker mødte op. Til toner fra trompet bar korpsfællerne fra Jægerkorpset kisten med den bordeauxrøde baret ud af kirken. Og fra hele verden kom telegrammer fra militærfolk og prominente politikere over hele verden.

“Det er godt at vide, at han har gjort en indsats. Om det trøster, ved jeg ikke. Jeg havde aldrig troet, det skulle gå så grelt, at han skulle forsvinde ud af syne for altid,” siger Renés far, Erik, der som den sidste i familien så ham i live, da han kørte René til Karup Flyvestation. I dagligstuen i Veng står der stadig billeder af René. Blandt medaljer og en amerikansk fane til hans ære. På væggen hænger den familiecollage, som skulle have været Renés gave på sin 40-års fødselsdag, men som han aldrig nåede hjem til at modtage. Han havde ellers været klar til næste spring. Udsendelsen til Afghanistan skulle have været hans sidste, inden han skulle til USA og videreuddannes som instruktør.

Efter flere år i korpset kunne han se både enden på missionerne og et nyt kapitel begynde. Huset i Veng stod næsten klar.