Der er mange lighedspunkter mellem den nye og gamle Trafic-model fra Renault – især fra siden og bagfra. Til gengæld er fronten ændret, så den passer til fabrikkens nyeste DNA med det store Renault-logo.
Det er 13 år siden, at forgængeren blev introduceret, så især på sikkerhedssiden er der sket en masse. Først og fremmest har bilen nyt esc-stabilitetssystem (ESP) og antispinsystem. Dertil kommer hill-start-assist (bakkehjælp), trailer-stabilitetssystem (når træktøjet er monteret på fabrikken), ligesom bilen tager hensyn til lasten (load adaptive control).
Samarbejdet mellem Renault og General Motors går faktisk tilbage til 1960erne og 1970erne i bl.a. Sydamerika, hvor Renault varebiler blev solgt som Chevrolet, men det helt store europæiske samarbejde har som nævnt kørt med succes i 13 år, hvor Opel/Vauxhall og Renault viste deres fælles varebils-projekt Vivaro og Trafic, som dengang blev Årets Varebil i Europa.
Lidt smidighed er forsvundet
Vi har prøvet den kraftigste udgave af Trafic med 140 hk. Den er ganske hurtig, når man bruger gearene flittigt. For lidt af smidigheden er gået fløjten fra forgængerne, der havde 400 kubikcentimeter mere. Kubik er virkelig noget, der skaber bundtræk, men når fabrikken står lige over for Euro-kravene, der kommer i 2016 for varebiler i denne klasse, er løsningen formentlig optimal.
Da vi ved præsentationen prøvede smidigheden med læs, skulle vi op på 85 km/t i sjette gear, før der var trækkraft. Uden læs trækker motoren fra 1.400 omdrejninger eller 68 km/t i sjette gear. Så der er dømt fjerde gear i bykørsel med 50 km/t.
Ydelserne i de nye motorer svarer stort set til de gamle toliters dieselmotorer i de gamle modeller. Der er især forbedret på mindskning af friktion, øget indsprøjtningstryk, anden forbrænding og bedre økonomi med stop/start system og ECO-knap. Aerodynamisk er bilerne forbedret 1,3 procent.
Man må så fra 2016 arbejde med SCR-teknologi (selective catalytic reduction) og AdBlue tilsætningsstof (et urinstof). Det system er jo kendt fra lastbiler.
At motoren er brugbar, ses også på, at samarbejdspartner Daimler bruger motoren i både varebilen Vito og i personbilsprogrammet. Motorerne skal også anvendes i de kommende større Renault-personbiler. Men i varebilerne er der gjort ekstra ud af bl.a. køling på grund af den større byrde, som en lastet varebil trækker. Kølingen sikrer også køling af varer i handskerummet.
Renault Trafic har et glimrende vejgreb og et letgående gearskift. Der er fartpilot til at holde farten på langturene, men testbilen havde ikke en egentlig fartbegrænser. Ved parkering kan man glæde sig over akustisk bakalarm.
De nye sæder (højdejustering af førersædet) og tovejs rat-justering byder på bedre komfort. I kabinen er der ny instrumentering med holder til iPhone (smartphone) og iPad (tablet), samt 90 liter aflæggeplads – bl.a. under passagersæderne, og midtersædets ryglæn kan slås ned og åbne for et mindre kontor inklusive kopholdere.
Bilen fås også med Renaults 7-tommer touchscreen med navigation samt bl.a. R-Link og R&Go, som kendes fra personbilsprogrammet. Vælger man at bruge en løs iPad/tablet, som kan sættes på instrumentbordet i en holder (ekstra), skal systemet bare downloades.
Tiltrængt fornyelse
Men de udviklingsmæssigt aldersstegne modeller trængte efterhånden til fornyelse – især på sikkerhedssiden. Dårlige crashtest-resultater for nylig i EuroNCAP testen var en bet, men bilerne har dog solgt godt til det sidste.
Trafic har nye løsninger i varerummet med en låge i adskillelsen, og en gennemføring til kabinen kan klare rør og plader på 4,15 meters længde. Er emnerne endnu længere, kan den venstre bagdør ekstraordinært låses fast under kørslen.
200 liter mere varerumsplads er det også blevet til bl.a. takket været et varerum, der er 13,7 cm længere. Sidedøren er bred nok til at få en europalle ind.
Man kan også få holdere i varerummets loft, som kan bruges til at transportere stiger. Der er 18 fastgørelseskroge i den lange L2-udgave. Bilerne kan laste 85 kilo mere, så bagakslen er forstærket.
80 procent af delene er nye. Gamle dele er bl.a. visse karosseridele såsom inder-skærme. Der er aflæggeplads 14 steder bl.a. med et midterryglæn i to dele med både aflæggeplads og klipsholder til dokumenter samt ekstra plads i dørene.
Udsynet især fremad til venstre er generet af den brede A-stolpe. Men et plus er spejlet til højre solskærm, som viser udsynet langs siden af bilen – i den blinde vinkel. Testbilen havde dobbelt passagersæde.