Det hele begyndte med en demonstration på Nørrebro i København for jøders ret til at bære kalot - vel at mærke uden at blive overfaldet eller krænket af dele af den muslimske befolkning i denne bydel.

Den journaliststuderende Inaam Nabil og juridisk rådgiver Khaterah Parwani fortalte (DR, Deadline 18.08), at det imidlertid ikke kun er jøder, der bliver overfaldet eller krænket. I Danmark bliver der også begået overfald og krænkelser mod muslimske kvinder med tørklæder, handlinger, der begås af etniske danskere. Forklaringen ligger lige for: De er muslimer. Og det er også rigtigt. Men der hører mere til forklaringen.

I Danmark bekæmper man enhver forskellighed. Den være sig religiøs eller politisk, kulturel eller intellektuel. Fra Janteloven over velfærdsstatens middelklasseparadis bekæmpes enhver form for segregation. Det kunne måske forekomme sympatisk, at man på denne måde forsøger at inkludere alle ved at forhindre, hvad man i Sverige kalder for »utanförskapet«. Selv tror jeg, at det forholder sig stik modsat. Inklusionen i det danske samfund er resultatet af eksklusionen. Af alle dem, vi ikke kan lide. Og det er ikke kun muslimer. Det er alle, der stikker ud. 68érnes oprør imod de intellektuelle, 70-ernes oprør imod de velstillede osv., folkeskolens ensretning som inklusion, universitetsuddannelser til alle osv.

Men der er også andre aspekter. Da jeg boede på Amager, spyttede cyklister efter mig, fordi jeg gik med hat. Der blev råbt idiot eller røvhul efter mig, når cyklister passerede, fordi jeg gik med hat. Andre eksempler på den danske hygge er, at mange af mine udenlandske, kvindelige kolleger må forklare sig og nærmest undskylde, hvis de har dristet sig til at iføre sig nederdel. »Hvorfor er du sådan klædt«? »Skal du til bryllup«? Og det er ikke ment som komplimenter à la »nææhh, hvor ser du godt ud«. Nej. Det er ment som: »Her går vi i cowboybukser og gummisko. Fald ind i rækken eller fald ud«. Det afgørende problem i Danmark er ikke hadet til muslimer eller muslimske kvinder. Det er hadet til alt anderledes, til alle, der er anderledes eller ser anderledes ud, uanset hvem de er.

Pia Kjærsgaard (DR, Deadline 18.08) og Marie Krarup (Berlingske 21.08), var begge klar med en løsning, der er til at forstå: Jøder er velintegrerede, det er muslimer ikke - f.eks. vil muslimer ikke give hånd, som Kjærsgaard oplyste. Derfor er der tale om overgreb imod jøder, når de overfaldes eller chikaneres, mens der for muslimer er tale om, at de kunne have taget tørklædet af. Det er ganske vist overfald, som Kjærsgaard trods alt vil medgive. Men det er selvforskyldt. Det svarer til den indstilling, man engang havde til homoseksuelle: Hvis de homoseksuelle ikke vil have tæsk på værtshuset, så skal de lade være med at skilte med deres seksualitet. Den katolske kirke havde engang en lignende indstilling til voldtægt: Hvis kvinder ikke vil voldtages, så skal de heller ikke spille op.

På disse retspolitiske principper bygger det danske demokratis næststørste parti. Selv er jeg glad for, at Morten Messerschmidt også går med hat. Så kan det være, at jeg kan beholde min på lidt endnu.