Selvom flere udenlandske olieselskaber har truet med at boykotte olieudvinding i den danske del af Nordsøen som følge af hyppige ændringer i beskatningen, så har rekord mange selskabet søgt om lov til at udvinde olie i forbindelse med den 7. udbudsrunde for efterforskning og indvinding af olie og gas.
Fristen for ansøgninger til nye tilladelser i 7. udbudsrunde for efterforskning og indvinding af olie og gas udløb mandag kl. 12, og Energistyrelsen har modtaget 25 ansøgninger. 15 olieselskaber er involveret i ansøgningerne, hvoraf flere selskaber ikke tidligere har haft koncession i Danmark. Til sammenligning modtog Energistyrelsen 17 ansøgninger i 6. udbudsrunde. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
»Jeg er meget tilfreds med antallet af ansøgninger i udbudsrunden, der bekræfter, at der fortsat er tiltro til, at der kan gøres interessante fund i det danske område. Det er positivt, for dermed kan vi opretholde et stabilt efterforskningsmiljø og investeringer i højt specialiserede arbejdspladser i Danmark. Jeg ser frem til, at de kommende tilladelser vil føre til nye kommercielle fund, som kan sikre samfundet de størst mulige indtægter fra Nordsøen,« siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
7. udbudsrunde blev åbnet 24. april i år. De udbudte områder omfatter dels alle ikke-koncessionsbelagte områder i Centralgraven, hvor hovedparten af de danske felter hidtil er fundet, og dels områder længere mod øst, hvor der også er gjort oliefund i 6. udbudsrunde.
Energistyrelsen skal nu gennemgå ansøgningerne, og tilladelserne forventes udstedt i begyndelsen af 2015.
Den statslige Nordsøfonden er deltager i alle nye tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas. Fonden skal ifølge udbudsbetingelserne deltage med en andel på 20 pct.i alle 7. runde tilladelser.
For at sikre den bedst mulige udnyttelse af de danske olie- og gasfelter i fremtiden, vil Energistyrelsen fremover afholde regelmæssige udbudsrunder med cirka et års mellemrum, og 8. udbudsrunde forventes sat i gang i midten af 2016.
