Danske Spil har netop været i kontakt med den Eurojackpot-spiller, som i fredags vandt den største gevinst i danmarkshistorien. Manden har brugt de sidste par dage på at tænke sig om. Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Den heldige vinder vandt 135.177.015 kroner på et Eurojackpot-spil købt i kiosken på Herlev Sygehus. Siden da har det undret, at vinderen ikke lod høre fra sig. Men nu har han altså meldt sig.

Vinderen er ifølge Danske Spil en mand i 50’erne, som ønsker at være anonym. Han vil dog gerne fortælle, at han har to børn og bor i Storkøbenhavn. Endnu har han ikke fortalt nogen - heller ikke børnene - om sit held.

- Jeg har brugt tiden til at tænke mig om. Jeg var lidt rystet. Nu har jeg samlet mod til at henvende mig til Danske Spil, fortæller manden, der var på besøg på hospitalet, da han købte kvitteringen, ifølge pressemeddelelsen.

- Jeg har haft gemt vindersedlen i min højre sok, siden jeg fandt ud af det, siger han.

Manden er en fast Eurojackpot-spiller. Den række, han vandt på, var dog ikke den sædvanlige række.

- Jeg havde egentlig spillet, som jeg plejer. Men jeg købte tilfældigt ekstra fire rækker. Det var en af dem, jeg vandt på, forklarer den heldige multimillionær.

- Nu skal der laves noget tant og fjas. Jeg overvejer at købe en lejlighed sydpå. Måske skal lejligheden herhjemme skiftes ud med et hus. Og så glæder jeg mig til at investere pengene. Jeg holder i forvejen Børsen, nu bliver det rigtig sjovt, siger han til Danske Spil.

Manden har i øvrigt takket ja til Danske Spils millionærrådgivning.