På strandpromenaden i den italienske badeby Albissola Marina kan man cykle henover et mosaikværk af Asger Jorn. Sammen med en række andre kunstnere har den verdensberømte dansker bidraget til det, der siges at være verdens længste mosaikarbejde - byens festlige strandpromenade, Lungomare degli Artisti, som er lavet af over fire millioner glasmosaikker.

Asger Jorn har dog sat endnu større aftryk på det, der ved første øjekast kan ligne en typisk badeby ved den liguriske riviera. Oppe på skrænterne over byen ligger Villa Jorn. Engang kunstnerbolig, i dag museum og et vidnesbyrd om den tid, hvor Albissola var samlingssted for toneangivende kunstnere.

Det var her i kunstnerkolonien, Jorn holdt til, da hans stjerne steg, og han i årene 1954-58 gik fra at være fattig kunstner til internationalt anerkendt. Det var i Albissola, han lavede verdens største keramiske værk, det 27 meter lange relief, der hænger på Århus Statsgymnasium. Arbejdet med det enorme relief foregik i baggården til værkstedet, Ceramiche San Giorgio, på strandpromenaden, et værksted, som ligger der endnu.

Så snart man åbner lågen, bliver man suget ind i det, der bedst kan beskrives som et fortryllende fantasiunivers, fuldt af farver og former. Fra muslingeskaller og vægmalerier til keramiske relieffer, skulpturer og havegange i patchwork af farvede potteskår. Alt lige fra badeværelset til soveværelser og snart sagt hver en krog af haven er rigt udsmykket, og tankerne bag beskrives bedst med Jorns egne ord:

»Jeg arbejder med hele huset som et levende foranderligt kunstværk,« fortalte Jorn, da han i 1969 havde besøg af en journalist.

»Når jeg maler på væggene, murer kakkelstumper op eller anlægger et helt terrassesystem i haven af dekorerede kakler og affaldsstumper fra byens keramikfabrikker, så er det i virkeligheden ikke andet end en stimulerende spøg, som det glæder mig at iscenesætte. Det er min egen form for… hvad skal vi kalde det… malerisk arkitektur.«

Jorn kom første gang til Albissola i 1954. Hans ven, den italienske maler Enrico Baj, havde fortalt ham om badebyen ved Middelhavet, der havde været pottemagercentrum helt tilbage fra 1400-tallet. På Jorns tid midt i 1950erne tog kunstnerne fra Milano og Torino om sommeren til Albissola ved kysten.

Ved ankomsten var Jorn både helbredssvækket og så fattig, at han indimellem måtte bruge sine billeder som betaling og i en periode boede i telt i en vens have med kone og fire børn.

Med anerkendelsen efter fremstillingen af det keramiske værk fik Jorn råd til huset oppe på bjerget. Da han overtog det i 1957, rykkede han ind i en slags bofællesskab med vennen og håndværkeren Umberto Gambetta og dennes kone. Og det var Berto, som han blev kaldt, der var med til at forvandle de to faldefærdige huse og haven til, hvad det er i dag.

Så da Jorn ved sin død i 1973 testamenterede sit eventyrlige sted til den lille italienske kommune, var det med en klausul om, at Umberto og hans kone kunne blive boende resten af deres liv. Og først efter disses død i henholdsvis 1998 og 1999 gik Albissola i gang med at skabe det museum, Jorn havde ønsket sig.