Der er et leben, som der altid er i en thailandsk havn.

Selv om denne i Baan Nam Khem absolut hører til de mindre af slagsen, er her både biler, knallerter, pakker, dåser og æsker og snakken og latter fra de passagerer, som venter på, at færgen skal åbne for adgang.

Andre gør som os. Aftaler overfarten med en af de mindre longtail-både. Her kan knallerter også bugseres om bord.

Vi nøjes nu med at trille vores kufferter ned til båden, hvorefter bådføreren tager over og bærer dem det sidste stykke.

Sejlturen er ikke lang. Faktisk ser det mere ud, som om vi skal krydse en flod end sejle til en lille ukendt ø.

Men det er en ø, der ligger derovre, og næsten kliner sig til fastlandet. Med sit flade landskab og mangroveskov på østkysten følger den fastlandets mangrovekyststrækning. Hvor afstanden er tættest, er det kun et par hundrede meter til øen.

Syv minutter efter er vi der. Bådføreren presser sin båd ind mellem de andre både ved molen, og vi hopper i land på Koh Kho Khao.

Her er stille. En hund sover midt på vejens lune asfalt. Mylderet kommer senere med færgen. Men to biler venter på os for at køre os og vores bagage til hotellet.

Omkring molen og i området bag ligger øens by, Baan Pak Koh. Den er hurtigt overset. Det er her, turisteriet befinder sig: Souvenirboderne, to skræddere, flere udflugtsbureauer, knallertudlejerne, smårestauranter og en bar.

Der er også tre små supermarkeder, som øens 800 indbyggere handler i.

Turismen og hotellerne er koncentreret i den sydlige ende af øen ud mod havet. De fleste hoteller ligger langs Pak Kon standen mod sydvest, færre længere mod nord langs Bang Neang stranden mod vest, mens stranden endnu længere mod nord, Nok Nan, er næsten øde.

Små seværdigheder

Det er disse strande, der strækker sig små tyve kilometer fra øens sydspids helt til nord, som er øens ubetinget største attraktion. Her soles, bades og især gås tur langs vandkanten ved lavvande – og helt mod nord er en solnedgangsrestaurant, som har en enlig række solstole på stranden.

Her er ikke brug for militærets rydde-op-på-strandene-aktion som på Phuket længere mod syd, hvor politiet har ryddet de overfyldte strande for alle ulovlige virksomheder som strandbarer og -stoleudlejning. Den type strandliv skal man lede efter på Koh Kho Khao.

Vi tager på rundtur på den 63 kvadratkilometer store ø, der er lidt større end Fanø.

Den østlige halvdel af øen er sump og mangrove. Livet leves på den vestlige halvdel, hvor den asfalterede vej går nord-syd, og hvor sidevejene leder ind til folks huse og smålandbrug.

En af de seværdigheder, som øens beboere selv taler om med stolthed, er en arkæologisk udgravning af den forhistoriske by, Baan Tung Teuk.

Det eneste, der er at se, er par jordvolde mellem træerne ved siden af et lille museum, som med plancher forklarer, hvordan kinesiske og indiske handelsfolk dengang for flere tusinde år siden kom forbi og satte deres præg på øen. Og fund som en antik statue af Ganesh, gamle perler, persisk glas og potteskår af kinesisk porcelæn fra Tang dynastiet beviser fortidens storhed.

Øen har også et tempel og en skole, som vist skulle have 70 elever og en håndfuld lærere. De er alle gået hjem for i dag, men der er åbne vinduer og ikke låst. Vi kikker ind i klasselokalerne.

En anden seværdighed, som vi senere hører om, er en landingsbane, som blev bygget af japanerne under Anden Verdenskrig. Der er tale om at gøre den brugbar igen, så turister kan flyve til øen.

Men den nyeste seværdighed besøger vi. Det er det høje tsunami-tårn. Den flade ø blev helt skyllet over ende dengang for ti år siden. Nu er det høje betontårn med to trapper op og en stor platform på toppen bygget, så man kan søge sikkerhed heroppe – ifald.

Tæt på store oplevelser - hvis man gider

På den anden side af vandet på fastlandet i fiskerlandsbyen Baan Nam Khem, som blev lige så skadet som Koh Kho Khao, er anlagt en Tsunami Mindepark.

Efter vores rundtur står det klart, at seværdigheder skal findes uden for øen, og i den forbindelse ligger Koh Kho Khao centralt for flere store oplevelser.

Ude i Andamanhavet er flere øer med koralrev og fantastiske snorkle- og dykkermuligheder.

Syd for Koh Kho Khao, omkring 70 km fra havnen i Baan Nam Khem og fem-seks kvarters sejlads i de store speedbåde ligger Similanøerne, som er marine-nationalpark.

Nord for Koh Kho Khao, knap 75 km fra havnen, ligger Surinøerne, som også er nationalpark.

Imellem disse to og næsten lige ud for Koh Kho Khao ligger Koh Tachai, godt 50 km fra Baan Nam Khem. Den mest jomfruelige af alle thailandske øer, som den beskrives. Her er hvide sandstrande og koralrev med masser af stribede fisk.

Lige nord for øen ligger Koh Pratong, som er endnu mindre berørt af turisme end Koh Kho Khao. Her er også mangrove og græssletter med spredte træer. En lille fiskerlandsby og et Turtle Nursery, hvor man arbejder med at beskytte havskildpadderne, som lægger deres æg på stranden i perioden mellem november og februar.

På fastlandet små 12 km fra Baam Nam Khem ligger regionshovedstaden Takua Pa. Det er en typisk thailandsk provinshovedstad, ja, faktisk to. Den nye og den gamle by, som ligger med et par kilometers afstand.

I den gamle bydel er der gader med bolig-handelshuse i den lokale sino-portugisiske stil, og hver søndag er der et stort farverigt marked.

Længere inde i landet ligger Khao Sok Nationalpark og en storslået naturoplevelse med regnskov, limstensklipper og søer. Blandt andet Cheow Lan, som blev kunstig dannet i 1982 som vandreservoir. Her er nu mere end 100 småøer, som titter op af vandet, der er omgivet af dramatiske 1.000 høje klipper. I regnskoven omkring lever både vilde elefanter, næsehornsfugle og de sjældne asiatiske okser.

Der er nok at se og opleve, hvis man vil. Men de fleste turister på Koh Kho Khao vil ikke.

De har valgt at holde ferie på lige præcis denne ø, fordi her kan man stille tiden på total-afslapning, sindet på nul-stress, og ingen forstyrrer én i at gøre absolut ingenting – bortset fra en vandretur på stranden, en bog, en kold drik i skyggen og en middag i den lune thailandske nat.

Rejseliv var inviteret af Spies og Thai Airways