Det var egentlig meningen, at motorvej E45 skulle være spærret i sydgående retning mellem til- og frakørsel 61 Vejle Syd og til- og frakørsel 60 Vejle Nord fra onsdag aften klokken 19 og frem til torsdag morgen klokken seks. Men på grund af regnvejr er man nødt til at udskyde det planlagte vejarbejde et døgn, så der er lukket i samme tidsrum fra torsdag aften til fredag morgen, oplyser Vejdirektoratet.

Det er nemlig ikke muligt at lægge asfalt, når det regner meget, og derfor har man været nødt til at ændre planer i sidste øjeblik.

»Vi er kede af at ændre på tingene så sent. Trafikanterne har behov for at vide, hvad de kan forvente, når de kører på motorvejen, men vi håber på, at folk har forståelse for, at vejret kan give os nogle uforudsete problemer,« siger projektleder i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen i en pressemeddelelse.

Trafikken bliver som planlagt ledt ned gennem Vejle by via til- og frakørsel 60 Vejle Nord (Horsensvej) og tilbage på motorvejen ved til- og frakørsel 61 Vejle Syd (Fredericiavej).

BNB