Regeringen har ikke som lovet sikret de fagfolk, som arbejder med børn, mere uddannelse i hvordan de opdager mishandling og vold mod børnene, lyder kritikken fra pædagoger, lærere og sygeplejersker.

I 2004 lancerede Socialministeriet en handleplan mod børnemishandling, der lovede at give fagfolkene undervisning i at genkende symptomer hos børnene. I 2010 forsikrede socialminister Benedikte Kiær (K) det samme, efter at flere kommuner fik kritik for ikke at reagere hurtigt nok på underretninger om vold i den opsigtsvækkende Brønderslev-sag, hvor forældrene nu er tiltalt for vanrøgt og grov vold mod deres ni børn.

Regeringens løfter er dog ikke slået igennem, mener de tre faggrupper: Godt nok står der nu i lærernes og pædagogernes uddannelsesbekendtgørelser, at studerende skal lære om udsatte børn. Men hverken lærer-, pædagog- eller sygeplejerstuderende får i dag på grunduddannelserne konkret undervisning i, hvordan de skal håndtere vold mod børn. Derfor efterlyser de handling bag ordene.

»Der er et stort behov for, at vores medlemmer på grunduddannelsen får mere systematisk undervisning i, hvordan man håndterer vold, og på arbejdspladserne skal der være klare retningslinjer for, hvordan man agerer ved mistanker om vold,« siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, opfordrer regeringen og uddannelsesinstitutionerne til at opdatere læreplanerne og skabe egentlig undervisning i emnet:

»Det er mig en gåde, at det (undervisningen, red.) ikke er slået igennem endnu.«

Ifølge socialminister Benedikte Kiær (K) har regeringen allerede ændret på uddannelsesbekendtgørelserne, men hun erkender, at der er et efterslæb med at efteruddanne allerede uddannede fagfolk.

Nylige undersøgelser fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at hvert femte barn udsættes for vold i hjemmet, og et ud af tyve børn bliver decideret mishandlet. Men en stor del af volden opdages aldrig af myndighederne og fagfolk. Berlingske har tidligere afdækket, at Folketinget vil skære i støtten til flere projekter mod børnevold, og at børnene ikke kender deres klagemuligheder.