Regeringen varmer nu op til arbejdernes internationale kampdag med et udspil til den stort anlagte beskæftigelsesreform, der skal få flere ledige tilbage i arbejde.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil blandt andet styrke A-kassernes indflydelse på bekostning af de kommunale jobcentre. Derudover lægger hun op til at flytte op mod en halv milliard kroner fra aktivering til bedre uddannelsesmuligheder for ufaglærte og faglærte.

Spørger man Mette Frederiksen, er formålet at sikre en mere individuel beskæftigelsesindsats.

»Det nuværende beskæftigelsessystem bygger grundlæggende på, at alle ledige behandles på samme måde og får samme indsats. Det er forkert, fordi de arbejdsløse er forskellige. Derfor skal indsatsen også være mere individuel,« siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Inddrager A-kasser mere

Helt konkret vil hun ændre reglerne, så A-kasserne overtager det fulde ansvar for at få ressourcestærke ledige i arbejde de første seks måneder. En indsats som tidligere var delt mellem A-kasserne og de kommunale jobcentre.

Samtidig indfører man en model, hvor de ledige, der er i risikozonen for at blive langtidsledige, får et fælles samtaleforløb i både jobcentrene og A-kassen.

»A-kasserne har en viden om jobåbninger og brancherne, som jobcentrene ikke har. De kender netværket og kan i mange sammenhænge få de ledige hurtigere i job. Omvendt ved man, at jobcentrene er gode til at sætte indsatser i gang for de arbejdsløse, der har andre udfordringer end deres ledighed. Det kan f.eks. være sprogvanskeligheder eller ordblindhed,« siger Mette Frederiksen, der tilføjer, at man udvider den såkaldte profilafklaring i A-kasserne og sikrer, at den begynder tidligere, end tilfældet er i dag.

Er det her en erkendelse af, at A-kasserne er bedre til at formidle job end de kommunale jobcentre?

»Nej, det her handler ikke om, hvem der ikke er gode til noget. Det handler om at få jobformidlingen tilbage i beskæftigelsesindsatsen, og det er dér, vi mener, at A-kasserne kan spille en langt større rolle for de ressourcestærke ledige, end de gør i dag,« siger Mette Frederiksen.

Med det endelige resultat lægger regeringen ifølge kilder tæt på processen desuden op til en større uddannelsessatsning på forskellige områder. Her vil man blandt andet flytte op mod en halv milliard kroner fra aktivering til uddannelse af ufaglærte. Samtidig fjerner man retten til seks ugers selvvalgt kursus i sin nuværende form for i stedet at indføre en ny »uddannelsesret« for alle faglærte og ufaglærte, som i fremtiden kan få lov til at vælge mellem en række fastlagte kurser.

Derudover vil regeringen ifølge Berlingskes oplysninger opkvalificere ufaglærte ledige ved at give dem mulighed for at tage en faglært uddannelse til 80 procent af dagpengesatsen.

Mette Frederiksen vil ikke kommentere de konkrete uddannelsesinitiativer yderligere, men bekræfter, at man ønsker en »massiv forbedring« på en række konkrete områder.

En række LO-bosser var tirsdag eftermiddag til møde hos Mette Frederiksen, hvor de fik en briefing på indholdet af reformen.

Tilfreds fagbevægelse

I LO bliver udsigten til at tilføre A-kasserne en større rolle i jobformidlingen mødt med åbne arme.

»Hvis det er korrekt, så er jeg godt tilfreds. Det er ret indlysende, at de fleste ledige vender tilbage til at arbejde i den branche, de kommer fra, og dér har A-kasserne branchekendskab, de har virksomhedskontakten, og de kender deres egne medlemmer langt bedre end jobcentrene. Vi ved også, at vores medlemmer langt hellere vil hjælpes af deres egen A-kasse, så regeringen rammer hovedet lige på sømmet.« siger Harald Børsting, forbundsformand i LO, og tilføjer:

»Jeg kender ikke hele reformudspillet endnu, men vi har da fået en mundtlig briefing. Vi har været meget optaget af, at der kommer fokus på varige job, og vejen dertil er uddannelse. Det lyder til, at man har lyttet til det. Det er nødvendigt, at flere løftes fra ufaglært til faglært.«

Torben Poulsen, der er leder af Dansk Metals A-kasse, er ligeledes »rigtig godt tilfreds«.

»De bedste aktører i de første seks måneder, det er A-kasserne. Når man kigger på vores indsats, har vi i 2013 formidlet næsten 2.200 af vores medlemmer direkte i job, og derfor er det helt naturligt, at man lægger den jobrettede indsats i A-kasserne,« lyder det fra Torben Poulsen.

Forventningen er, at regeringen vil forsøge at lave en aftale hen over den politiske midte i løbet af foråret. Men i Venstre modtager arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen initiativerne med en vis skepsis.

»Det er et stort knæfald for fagbevægelsen op til 1. maj, hvor den ledige desværre trækker det korte strå. Fagbevægelsen har ønsket det her gennem et år, men de kan ikke dokumentere, at de er de bedste til at få de ledige tilbage i arbejde,« lyder reaktionen på udsigten til, at A-kasserne får en større indflydelse på jobformidlingen.

»Vi ønsker at give valgfrihed for den ledige, så de selv kan vælge aktør, og det kan være jobcenteret, en godkendt A-kasse eller et privat firma. Det er også det, som Carsten Koch foreslår,« siger Hans Andersen, der om muligheden for, at ufaglærte kan tage en faglært uddannelse på 80 procent af dagpengene, slår fast:

»Der er ingen evidens for, at længere uddannelsesrejser får folk tilbage i arbejde. Vi er interesseret i at bruge de værktøjer, der virker, og derfor vil vi tage nogle penge fra verdens dyreste beskæftigelsessystem til at skabe job.«