Offentlig velfærd
Mens regeringen vil lade de offentlige udgifter vokse med 0,6 procent om året frem mod 2020, vil Venstre have 0-vækst.
Hvorfor mener regeringen, at de har en god sag?
Økonomiske eksperter på stribe har fastslået, at 0-vækst vil føre til nedskæringer i den offentlige velfærd. Det er ikke alene mange røde vælgere utilpasse ved, det er DFs vælgere også. Og retter økonomien sig, vil Venstres krav om 0-vækst virke unødvendigt brutalt blandt flere og flere vælgere.
Hvad vil regeringen gøre?
Regeringen vil forsøge at presse Venstre til at sætte tal på, hvor mange færre offentligt ansatte, der skal være, og hvor nedskæringerne skal finde sted. Skabe maksimal usikkerhed om, hvad det betyder for velfærden, hvis vi får en borgerlig regering.
Økonomisk krise
Der er spæde tegn på, at økonomien så småt er begyndt at rette sig. Det viser tal for forbrugertilliden og huspriserne. Det har givet regeringen fornyet håb om, at det vil lysne endnu mere frem mod et valg.
Hvorfor mener regeringen, at de har en god sag?
Efter at have gennemført hårde og ofte upopulære reformer af kontanthjælp, fleksjob, SU og sygedagpenge – og taklet konsekvenserne af dagpengereformen – kan ingen være i tvivl om, at regeringen har gjort sit for at rette op på økonomien. Hvis vælgerne kan mærke, at det har hjulpet, håber regeringen at blive belønnet for det.
Hvad vil regeringen gøre?
SRSF vil igen og igen slå på, at de overtog en kriseregning fra de borgerlige, men at de nu har gjort det ansvarlige og bragt økonomien på rette spor.
Det skal kunne betale sig at arbejde
Venstres motto, som Lars Løkke Rasmussen satte en tyk streg under på Venstres landsmøde, hvor han annoncerede et nyt kontanthjælpsloft, og at han vil bruge pengene derfra til de lavestlønnede.
Hvorfor mener regeringen, at de har en god sag?
Med skattereformen fra sidste sommer kan det allerede betale sig for langt flere mennesker at arbejde. Når reformen er fuldt indfaset i 2023 vil antallet af fuldt beskæftigede mennesker, der får mindre ud af at gå på arbejde end ved at blive derhjemme være skrumpet fra 14.250 personer til 8.100 personer, viser nye tal fra Finansministeriet.
Hvad vil regeringen gøre?
Presse Venstre til at konkretisere deres nye kontanthjælpsloft, så det bliver tydeligt, hvem der bliver ramt. Regeringen vil slå på, at det særligt vil være de fattigste børnefamilier, der bliver ramt, og hvor lille en skattelettelse pengene kan bidrage med til den enkelte lavtlønnede, fordi det er så dyrt at lette skatten i bunden.
Brugerbetaling
Her vil især Socialdemokraterne og SF forsøge at lægge skarp kant til Venstre, som har åbnet op for at kigge på brugerbetaling i sundhedssektoren – dog uden at det samlet set bliver dyrere.
Hvorfor mener regeringen, at de har en god sag?
Fordi det altid er kontroversielt at indføre brugerbetaling, når det gælder folks fri og lige adgang til sundhed. Og fordi Venstre også har flirtet med ideen om brugerbetaling i uddannelsessektoren, hvilket de dog har trukket i land.
Hvad vil regeringen gøre?
Regeringen vil især lade Socialdemokraterne og SF køre den debat, mens De Radikale vil ligge mere fladt, da de ikke nærer samme modvilje imod brugerbetaling.