Regeringen vil have flere virksomheder, der kombinerer en god forretning med et socialt projekt, skriver Jyllands-Posten.
Beskæftigelses- og socialministeriet afsætter derfor 40 millioner kroner til at øge antallet af socialøkonomiske virksomheder.
»De socialøkonomiske virksomheder er en rigtig god metode til at give mennesker en chance til. Jeg er meget begejstret for de resultater, der kan opnås, når man giver hjemløse, autister, eller hvad det nu kan være, en mulighed for at udføre et meningsfuldt arbejde og samtidig være en del af et fællesskab, siger socialminister Manu Sareen (R) til avisen.
Pengene skal blandt andet bruges til et vækstcenter for socialøkonomiske virksomheder, hvor iværksættere, kommuner eller andre initiativtagere kan søge råd og viden.