Regeringen åbner nu for at give 17-årige lov til at få kørekort.
I sit udspil til en ny vækstplan, som blev præsenteret mandag middag, foreslår regeringen at indføre en forsøgsordning, hvor 17-årige får mulighed for at tage kørekort.
Det forudsætter dog, at de det første år kun må køre bil, hvis de har »en erfaren ledsager« med.
Regeringen foreslår derudover at nedsætte aldersgrænsen for kørekort til knallert fra 16 til 15 år.
I dag skal man være 18 år for at få kørekort, men forslaget om en lavere aldersgrænse har været på bordet før.
I juli, kort efter partiet havde sat sig på regeringsmagten, bebudede transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V), at regeringen ville fremsætte et lovforslag om en lavere aldersgrænse.
Også her stillede regeringspartiet krav om, at der skulle sidde en erfaren bilist med i bilen det første år.
»Vi regner med at få det vedtaget hen over efteråret og har på forhånd et blåt flertal bag os. Vi er fast besluttede på at gennemføre det, men ser gerne, at der kommer flere bag forslaget, så vi får et bredt flertal,« sagde ministeren dengang til Jyllands-Posten.
I Venstres øjne er en erfaren ledsager en bilist, der har haft et kørekort i mindst ti år, og som ikke er blevet dømt for grove færdselsovertrædelser.
Tyskland har en lignende model.
Planerne om at lade 17-årige sætte sig bag rattet har tidligere mødt modstand fra blandt andet Dansk Kørelærer-Union.
»Vi har ikke troen på, at modellen fremmer færdselssikkerheden hos de unge mennesker. Vores opfattelse er, at de unge danskere har rigeligt kørselserfaring og rutine til at færdes i trafikken med den danske køreuddannelse, som den er i dag,« sagde landsformand René Amt til Berlingske Nyhedsbureau tilbage i juli.
Højere hastigheder
Samtidig vil regeringen tillade højere hastighedsgrænser for godkendte campingvogne, påhængsvogne og traktorer, ligesom man også ønsker at hæve hastighedsgrænsen på udvalgte motortrafikveje fra 90 km/t til 100 km/t.
Der er foreløbigt udpeget motortrafikvejen mellem Holbæk og Vig.
Kortere og billigere rejsetid kan gøre det mere attraktivt at pendle og dermed muligt for flere mennesker at få eller bibeholde et job og samtidig blive boende på landet. Derfor vil regeringen forbedre mobiliteten, skriver regeringen i sit udspil og begrunder den højere hastighed på udvalgte motortrafikveje:
»Når man bor på landet er afstande ofte en udfordring, fordi transporttiden og udgifterne til transport kan være en barriere. Fartgrænser, kødannelser og fremkommeligheden på vejene påvirker mobiliteten mellem hjem, arbejde og uddannelse.«
Endelig skal lavere transportudgifter til og fra landets små øer samt en mere driftssikker færgebetjening gøre øernes vej til omverdenen bedre. En nedsættelse af færgepriserne vil understøtte vækst i øernes turisterhverv og styrke bosætningen på øerne gennem billigere pendlingsmuligheder, mener regeringen.