Regeringen afsætter i alt 39 milliarder kroner til velfærd frem mod 2020 med et nyt storstilet udspil.

Velfærdsudspillet ved navn »Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab« præsenteres tirsdag formiddag af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i Statsministeriets spejlsal.

De 39 milliarder kroner kommer fra den planlagte vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent om året, og regeringen fordeler milliarderne på fire forskellige velfærdsområder.

15 milliarder kroner afsættes til sundhedsområdet og ældre, og ligeledes 15 milliarder kroner postes i at sikre tryghed og forbedre forholdene for socialt udsatte samt til uforudsete udgifter. Fem milliarder kroner skal bruges på børn, uddannelse og social mobilitet, og fire milliarder afsættes til forskning, grøn omstilling og vækst.

»I dag kan vi sige meget klart, at Danmark er ude af krisen. Vi er kommet igennem de sværeste år, og Danmark er nu igen på sikker vej. Det har krævet hårdt arbejde, og derfor er det også nu, at vi skal holde fast. Vi er en regering, som både vil skabe arbejdspladser og vækst og samtidig ønsker at forbedre vores fælles velfærd. Det er den balance, regeringen står for,« siger Helle Thorning-Schmidt på pressemødet.

Hun fastslår samtidig, at regeringen vil øge velfærden med gennemsnitligt tre milliarder kroner hvert år frem mod 2020.

»Det vil betyde, at det offentlige forbrug i 2020 er 15 milliarder kroner højere end i dag,« siger Helle Thorning-Schmidt.