Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) 1. januar 2002 tonede frem på danskernes TV-skærme, skabte han rystelser i store dele af den danske forskerverden.

Efter regeringsskiftet få måneder forinden skulle det nu være slut med »eksperttyranni« og »smagsdommere«, som efter Foghs opfattelse havde undertrykt den frie, folkelige debat i Danmark.

12 år og 315 dage senere blæser uddannelsesminister og medlem af regeringstoppen Sofie Carsten Nielsen (R) nu til modoffensiv. Hun mener, at mange danske forskere er blevet decideret bange for at blande sig i den offentlige debat efter smagsdommer-diskussionen, og hun mener stik modsat den tidligere regering, at der er behov for langt flere forskere og eksperter i debatten.

»Den tidligere regering mente, at ekspert-vælde og smagsdommeri var yt. Det var et skældsord. Eksperter var noget forfærdeligt noget, fordi det ikke gav plads til holdninger. Men det sender et helt galt signal. Mit signal til forskere og eksperter er det modsatte: I skal blande jer. I skal dele jeres viden. I skal udfordre os. Ellers bliver debatten alt for forsimplet,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun mener ligefrem, at det er forskernes pligt at blande sig i debatten og dele deres viden med borgere og politikere, når forskningen er støttet af skattekroner, men vurderer samtidig, at mange af forskerne er blevet skræmt af den politiske debat. Det skaber en »usund debatkultur« og er en »farlig udvikling«, mener hun.

»Det er helt klart min vurdering. Det er det, jeg oplever, når jeg møder forskere. Mange af dem mener, at alt hvad der vedrører politik og debat er blevet for stort og beskidt et område. Samtidig føler flere af dem, at de er blevet bandlyst fra debatten. Det går bare ikke. Det er en meget farlig udvikling,« siger Sofie Carsten Nielsen, som har været uddannelsesminister siden februar i år.

Forskerne er blevet bange

Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2002 blev startskuddet til en årelang debat om forskeres rolle i samfundet. Efter regeringsskiftet nedlagde regeringen mere end 400 råd og nævn – flere af dem med fokus på miljø og sociale forhold – og oprettede lidt over 100 nye. Senere har flere forskere måttet stå model til hård kritik fra politikere, som mente, at forskerne bevægede sig for langt ind på den politiske bane.

Én af de mest omtalte sager er Søren Pinds (V) og Dansk Folkepartis angreb på lederen af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, Marlene Wind. Hun gik i foråret 2011 i rette med VKOs planer om at øge grænsekontrollen, hvorefter den daværende DF-leder, Pia Kjærsgaard, konkluderede, at Wind var »færdig, fuldstændig færdig« som EU-ekspert.

EU-forskeren tog kort efter orlov fra sin stilling, men er nu tilbage på sin post. I dag husker hun tilbage på forløbet med en følelse af, at hendes kritikere fik for let spil.

»Det var enormt ubehageligt. Det var især ubehageligt, fordi det – som jeg opfattede det – var rent spin fra den daværende regerings side. De nægtede at tale om den kritik, jeg havde af grænsekontrol-setuppet. At de internationale konventioner og Schengen-reglerne ikke var overholdt, at man ikke havde talt med Tyskland og Bruxelles og således ikke havde gjort sit arbejde ordentligt. Det fik de meget, meget let og elegant drejet over på spørgsmålet om min person og om, hvorvidt jeg havde ret til at ytre mig og kritisere regeringen,« siger Marlene Wind.

Hun mener derfor også, at regeringens melding »kommer med stor forsinkelse« og tilføjer, at mange af hendes forskerkolleger i mellemtiden har trukket følehornene til sig.

»Jeg kan mærke en enorm usikkerhed og tilbageholdenhed blandt de yngre phd.-studerende, som slet ikke var der for 15 år siden. De er enormt nervøse og bange, og spørger hele tiden til, hvordan man kan undgå at havne i en sådan situation. De har et stort ønske om at kunne bidrage til debatten på basis af deres forskning, men samtidig et stort ubehag ved at kunne risikere at blive hængt ud personligt, hvis de kommer til at sige noget, som ikke er opportunt for den herskende klasse eller den siddende regering,« siger Marlene Wind.

Også seniorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har oplevet at blive udsat for politisk pres. Efter at han i sommer havde sat sin signatur på et Israel-kritisk manifest under Gaza-konflikten, tog Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt direkte kontakt til Erslev Andersens chef i et forsøg på at få presset DIIS-forskeren ud af debatten. Messerschmidt har selv erkendt, at han forsøgte at presse forskeren.

»Det var ubehageligt, fordi han inddragede mit ansættelsesforhold i et forsøg på at få mig til at lade være med at udtrykke bestemte meninger,« siger Lars Erslev Andersen om situationen i dag.

Han er derfor glad for regeringens signal.

»Jeg har det indtryk, at der er unge forskere, som holder sig tilbage, fordi de er bange for at komme ind i et mediemaskineri, som de finder ubehageligt. Derfor er det godt, at man nu sender det signal fra politisk hold, at forskere selvfølgelig har den samme ytringsfrihed og den samme adgang til at mene noget som alle andre,« siger Lars Erslev Andersen.

»Måske har vi været for sent på den«

Venstrefløjen var særdeles kritisk over for Foghs nytårstale i 2002, men efter regeringsskiftet har Thorning-regeringen ikke leveret et egentligt modsvar til Foghs værdiopgør før nu, erkender uddannelsesministeren, som har sæde i regeringens magtfulde økonomi- og koordinationsudvalg.

»Måske har vi været for sent på den. Vi har i hvert fald i højere grad brugt kræfterne på at løse nogle meget presserende udfordringer, som vi havde lige foran os. Det var som om, at det gik lidt i sig selv. Fogh blev skiftet ud med Løkke, men der var aldrig rigtig plads til, at vi fik sagt: Det er faktisk fint at være ekspert,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun foreslår konkret, at forskerne i højere grad skal have en økonomisk gulerod for at formidle deres viden i offentligheden. Hun mødes i næste måned med kredsen af universitetsrektorer for at diskutere, hvordan man får flere forskere frem i lyset.

»Jeg er klar til at udvikle redskaber, som skal give forskerne lyst til at blande sig mere. Jeg vil gerne se på, om vi konkret kan belønne forskere eller deres institutioner for samfundsengagement bedre, end vi gør i dag. Måske skal det være én af de ting, som forskere eller institutioner skal måles på? Det gør man på andre universiteter rundt omkring i verden,« siger hun.

Aalborg Universitet havde indtil for et halvt år siden en kontant bonus til sine forskere, hvis de ofte udtalte sig i medierne. Men som en af sine første gerninger afskaffede universitetets nye rektor, Per Michael Johansen, ordningen i maj måned.

Uddannelsesministeren kalder dog Aalborg-modellen for »inspirerende«.

»Spørgsmålet er bare, om antallet af artikler eller debatindlæg er den eneste måde, man kan gøre det på,« siger hun.

Hos Venstre er man fortsat af den opfattelse, at Anders Fogh Rasmussens smagsdommer-opgør var klogt. Politisk ordfører Inger Støjberg afviser, at partiet skulle have bidraget til, at forskere holder sig ude af den offentlige debat.

»Jeg mener ikke, at vi har skræmt forskere væk. Men det kan ikke komme bag på nogen, at hvis man vælger at være politisk med sin private viden, som ikke er forskningsbaseret, så må man også forvente, at der kan komme et politisk modsvar,« siger hun.

Hun er dog umiddelbart positivt stemt over for regeringens forslag om at belønne åbenmundede forskere.

»Vi har bestemt ikke noget imod, at man på universiteterne skaber nogle incitamenter i form af aflønning til forskere, som stiller sig til rådighed for medierne«, siger Venstres politiske ordfører.

DF fastholder kritikken

Dansk Folkeparti er derimod lodret imod forslaget. Værdiordfører Pia Kjærsgaard mener, at forskernes løn er høj nok i forvejen.

»Jeg har aldrig hørt noget lignende! Det er fint, at de bliver spurgt om nogle objektive ting, men man skal ikke opfordre dem til at være ekstra hyperaktive. Jeg kan ikke se, hvorfor højtbetalte forskere lige pludselig skal have en ekstra hyre for at stille op i medierne,« siger Pia Kjærsgaard.

Hun er heller ikke bleg for at kritisere Marlene Wind og Lars Erslev Andersen på ny.

»Det er to eksempler på personer, som i den grad er enig med Det Radikale Venstre. Marlene Wind var så politisk og ønskede grænsebommene ad Pommern til. Hvis man er så politisk som forsker, så må man stille op til Folketinget,« siger hun.