På Folketingets åbningsdag varsler regeringen stramninger i asylpolitikken. Set i lyset af det stærkt stigende antal asylansøgere, der giver et øget pres på asylcentre og kommuner, vil regeringen begrænse adgangen til familiesammenføring.

Mere konkret skal flygtninge med midlertidig opholdstilladelse kun kunne opnå familiesammenføring, hvis deres opholdstilladelse forlænges efter et år. Det skal således være muligt at sende flygtninge hjem, hvis der opstår fred i deres hjemland.

»Der er store konsekvenser og omkostninger ved at flytte en hel familie til Danmark. Derfor bør det også kun ske, hvis der er udsigt til et ophold i Danmark af en vis varighed. Men hvis konflikten omvendt trækker ud, og opholdet bliver forlænget, er det rimeligt, at man kan få sin ægtefælle og børn til Danmark,« siger justitsminister Karen Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at de nye regler vil tage højde for, at der kan være helt særlige grunde, hvor hensynet til familien vejer så tungt, at Danmarks internationale forpligtelser indebærer en hurtigere familiesammenføring.

Forslaget, som blev præsenteret af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under tirsdagens åbningstale, kommer i forlængelse af, at regeringen har foreslået at indføre en særlig midlertidig opholdstilladelse for visse asylansøgere, og det får Venstre til at sige, at regeringen har mistet overblikket over dansk udlændingepolitik.

»Der er tale om ren panik og kaos i regeringens udlændingepolitik. Hvad der er regeringens politik i én uge, er det ikke i ugen efter. Det er uholdbart,« siger integrationsordfører Martin Geertsen (V).

Han er dog stort set enig i regeringens forslag:

»Det er isoleret set fint, hvis regeringen nu mener og vil stå ved, at man vil stramme familiesammenføringsreglerne for syrere. Men hvorfor ikke brede stramningen af reglerne ud til at omfatte alle andre asylansøgere? Det virker som om, at regeringen hopper fra tue til tue og slukker brande i stedet for at tage mere grundlæggende fat i dansk udlændingepolitik,« lyder det fra Venstres integrationsordfører.

Regeringen forventer at fremsætte lovforslag om midlertidig beskyttelse i begyndelsen af november.