STRASBOURG/KØBENHAVN: Allerede inden EU-Kommissionen i dag ventes at præsentere en kraftig advarsel om dansk økonomi, kritiserer den danske regering konklusionerne.

EU-Kommissionen advarer om, at danskerne er blandt de mest gældsatte i Europa, og at boliggælden er hovedproblemet med den store udbredelse af afdragsfrie lån med variabel rente.

Boliggælden er en alvorlig trussel for både dansk økonomi og for landets finansielle stabilitet står der i et notat, der ligger til grund for Kommissionens præsentation af den danske økonomi. Men regeringen afviser problemet:

»Økonomien har ikke problemer, fordi man har lånt mange penge, for man har også mange penge,« siger økonomiminister Brian Mikkelsen (K).

»Jeg er ikke enig i den vurdering af situationen, for de tager ikke højde for, at danskerne i egen bolig i gennemsnit har en nettoformue på 1,1 mio. kr. Man tager ikke højde for at danskerne i forhold til andre nationaliteter har en stor friværdi i deres boliger. Vi har en nettoformue, som er fuldt på højde med andre landes,« siger økonomiministeren.

Kommissionen påpeger i notatet, som Berlingske har en kopi af, at gælden skyldes boomet i boligmarkedet, der, selv om priserne er faldet, har efterladt et højt gældsniveau, som »udgør en potentiel udfordring for den finansielle sektor og for den økonomiske vækst på grund af den stigende følsomhed over for rentestigninger«. ---- Der er ingen skarpe anbefalinger i notatet, men Kommissionen noterer sig, at Danmarks Nationalbank har foreslået at udfase fastfrysningen af ejendomsskatterne og skriver videre, at renteudgifter fortsat er fradragsberettigede og »dermed udgør et incitament for at etablere gæld«.

Claus Hjort: Begmand til »Fair Løsning«

Kommissionen påpeger, at dansk økonomi generelt har en række udfordringer i de kommende år. Men Bruxelles-økonomerne anerkender samtidig, at der er truffet en række beslutninger for at sikre holdbarheden.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) betragter rapporten som en »blåstempling af den politik, som regeringen nu har gennemført« og aftalt i forbindelse med 2020-forhandlingerne og tilbagetrækningsreformen.

»Det er en stor begmand til Helle Thorning-Schmidts »Fair Løsning«, som jo helt klart er den forkerte medicin. Deres plan er underfinansieret med 22 mia. kr.,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Hvilket afvises blankt af SFs finansordfører, Ole Sohn.

»Forskellen mellem blå og rød plan er, at vi opererer med overskud fra 2013, hvor regeringen først når det i 2020. I 2012 trækker både rød og blå penge fra kassen. Regeringen trækker for at kunne udbetale efterlønsbidrag. Hvad der sker med pengene, ved man ikke. Det, vi trækker, er fremrykkede offentlige investeringer og straksafskrivninger til private virksomheder,« siger Ole Sohn.