Efter syv kvartaler i streg med vækst og 45.000 flere i arbejde siden 2013, har opsvinget bidt sig tilstrækkeligt fast til, at regeringen nu gør klar til at flytte foden fra den finanspolitiske speeder.

Finanspolitikken har i de senere år været lempelig for at understøtte vækst og beskæftigelse, hvilket har givet pote, men i fremtiden er der brug for en mere tilbageholdende politik, fremgår det af regeringens økonomiske redegørelse.

»Med fremgangen i dansk økonomi er der behov for gradvist at trække den lempelige politik tilbage og tilpasse finanspolitikken til en ny konjunktursituation. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at pengepolitikken fortsat er meget lempelig. Det stiller alt andet lige større krav til, at finanspolitikken strammes i de kommende år, så den økonomiske politik samlet set kan understøtte en holdbar fremgang for økonomien,« lyder det.

Det skal samtidig ses i lyset af, at statskassens indhold er mindre end først antaget. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har på Facebook anklaget den tidligere regering for at pynte på tallene.

Det er i øvrigt en tradition for nye finansministre. I 2011 var det således Bjarne Corydon (S), der proklamerede, at man overtog et »håndværkertilbud« med den sørgelige stand, VK-regeringen havde efterladt statsøkonomien i. Claus Hjort Frederiksen sagde dengang ifølge DR om det såkaldte »kasseeftersyn«:

»Hele det her hurlumhej, de laver med det her kasseeftersyn, skal jo kun dække over, at de skal løbe fra alle de milliardløfter, de har givet i valgkampen.«

I den netop offentliggjorte økonomiske redegørelse lyder det, at »nye statistiske oplysninger siden majvurderingen har medført, at udsigterne for de offentlige finanser er svagere end tidligere ventet. For at overholde budgetlovens grænse for strukturelle underskud er råderummet i finanspolitikken derfor reduceret med 3 mia. kr. i 2016. I de efterfølgende år skal finanspolitikken gradvist tilpasses, så underskuddene reduceres frem mod balance i 2020.«