Hvis den britiske premierminister Theresa May en sen nattetime får en opringning på en sikker telefonlinje med beskeden »London Bridge is down«, ved hun, at en historisk – og trist – begivenhed har fundet sted: Dronning Elizabeth II er afgået ved døden.

Planerne for procedurerne omkring Dronningens død har fået kodenavnet »London Bridge«, og i weekenden kom det frem, at en række ministre for første gang har deltaget i en øvelse kaldet »Castle Dove« med fokus på den såkaldte »D+«, dagen efter Dronningens død, der indleder ti dages landesorg.

Kongeligt afbud på grund af sygdom

Selv om dronning Elizabeth i sidste uge meldte afbud til en gudstjeneste i St. Paul’s Cathedral på grund af sygdom, havde den episode intet med øvelsen at gøre, skriver avisen.

Men »tingene er selvfølgelig blevet intensiveret på grund af aldringsprocessen«, siger en af kabinettets ministre.

På mødet forleden blev det ifølge The Times blandt andet diskuteret, hvornår premierministeren skal udtale sig om dødsfaldet. Men det er bare en lille del af de meget omfattende planer for procedurerne ved Dronningens død, der ifølge The Guardian allerede i 1960 blev nedskrevet første gang.

Planerne handler om alt fra, hvordan dødsfaldet skal offentliggøres, til, hvor de mange tilrejsende udenlandske statsoverhoveder og kongelige skal indkvarteres.

Hvor end Dronningen befinder sig, når hun dør, ligger det fast, at hendes lig vil blive bragt til Buckingham Palace, alle flag vil gå på halv, og kirkeklokker vil ringe. På fjerdedagen flyttes kisten til Westminster Hall, hvor man forventer, at omkring 500.000 briter vil defilere forbi kisten, og på selve dagen for begravelsen, hvor en stor del af briterne har fri, vil landet gå i sorg, når kisten kl. 11.00 ankommer til Westminster Abbey.

Drejebog for dronning Margrethes død

Historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen tror, at der også ligger en drejebog for tiden efter dronning Margrethes død:

»Jeg kan ikke forestille mig andet, end at man allerede har talt meget om, hvad der skal foregå, og hvordan det skal finde sted. Det er meget naturligt, og Dronningen har jo også nogle meget markante holdninger og sikkert nogle specielle ønsker til, hvordan hun vil have tingene gjort, så jeg er ret sikker på, at det er noget, man har talt om inden for murene.«

Han forventer, at dronning Elizabeths begravelse vil være en »meget stor« begivenhed.

»Dronning Elizabeth er en meget, meget markant dronning, fordi hun har siddet så længe, som hun har. Hun er den længst regerende i hele Storbritannien og Englands historie, og derfor har hun haft en enorm betydning for flere generationer af briter,« siger Lars Hovbakke Sørensen og peger på, at det samme gælder dronning Margrethe, der er den monark, som har regeret i næstlængst tid herhjemme.

»Hertil kommer, at dronning Elizabeth og dronning Margrethe har klaret jobbet godt. De har levet op til befolkningernes forventninger og står i spidsen for to af de mest populære kongehuse i Europa,« siger han.