Grænseoverskridende kriminalitet er et alvorligt problem i dagens EU og det rammer almindelige danskere og skaber utryghed over hele kontinentet.

Der er brug for klare, realistiske og effektive løsninger.

De kriminelle lader sig ikke skræmme eller stoppe af en grænsebom. Danmark har en kystlinje på 7314 km, så der skal mere og andet til. De kriminelle vil altid finde nye smarte måder at omgå gammeldags grænsekontrol på. Det viste den nylige Sixpack-sag, hvor kriminelle rumænere sendte tyvekosterne hjem med posten, med al tydelighed.

Kun gennem et stærkt samarbejde med de andre EU-landes myndigheder kan vi sætte en effektiv stopper for de kriminelles aktiviteter.

Jeg mener, at forbryderne skal stoppes, anholdes, retsforfølges og afsone i deres eget land – længe inden de overhovedet nærmer sig den danske grænse.

Konkret foreslår jeg fire løsninger:

For det første skal vi indføre en europæisk bandeenhed, hvor vi samler efterretninger og efterforskning om grænseoverskridende kriminalitet.

For det andet skal langt flere betjente fra østeuropæiske lande udstationeres i Danmark for at hjælpe med indsatsen mod kriminelle bander og indbrudstyve.

For det tredje skal lande, som afviser at tage imod deres kriminelle, betale udgifterne for at have dem danske fængsler.

Og for det fjerde skal vi styrke den kreative grænsekontrol, hvor vi sender danske betjente til udenlandske lufthavne for at stoppe den illegale indvandring

Bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet kræver grænseoverskridende løsninger og et stærkt samarbejde i Europol. Landene i EU kan ikke løse problemerne med alvorlig grænseoverskridende kriminalitet hver for sig med en grænsebom i hvert land. Indsatsen kræver en målrettet prioritering fra hver medlemsstat hånd i hånd med et stærkt samarbejde på tværs af grænserne.