Storaktionær i Amagerbanken Karsten Ree optrapper nu krigen mod bestyrelsesformand N. E. Nielsen.
- Det er med en vis forundring, at jeg i går læste udtalelserne fra N. E. Nielsen i selskabsmeddelelsen fra Amagerbanken, herunder at min deltagelse i bankens seneste kapitaludvidelse egentlig var unødvendig. Det giver mig anledning til at understrege, at min mistillid til N.E. Nielsen nu kun er blevet styrket, og at den nu også må omfatte de seks generalforsamlingsvalgte, som støtter N.E. Nielsens formandspost og modsætter sig nye, fornuftige kapitler i bankens historie, skriver Karsten Ree i en meddelelse sendt til RB-Børsen og Ritzau.
Karsten Ree peger på, at de bestyrelsesmedlemmer, der støtter den nuværende formand, nu har valgt side.
- Og ikke til det gode for hverken aktionærerne eller for Amagerbankens fremtid, lyder det fra Karsten Ree.
Storaktionæren ønsker på den kommende ekstraordinære generalforsamling at få valgt en ny bestyrelse med begrundelsen "at sikre, at banken snarest kan få en aktionærloyal bestyrelse og den arbejdsro, den fortjener".
- I en sådan ny bestyrelse ønsker jeg fortsat, at advokat Niels Heering skal være formand, og direktør Tina Fogh Aagaard skal være næstformand. Derudover vil de to repræsentanter fra Finansiel Stabilitet, Steen Hove og Steen Hemmingsen, naturligvis også indgå, pointerer Karsten Ree. Han betegner opbakningen fra Nykredit om en ny bestyrelse som "meget positiv" og understreger, at han "udelukkende har et ønske om at få den ekstraordinære generalforsamling til at køre så effektivt og ordentligt som muligt".
RB-Børsen