Østjydsk Banks solvens er 8,7 pct., mens Finanstilsynet har fastsat bankens solvenskrav til 11,7 pct. og derfor kræver, at banken rejser yderligere kapital. Det vil ske via salg tre filialer til Arbejdernes Landsbank, salg af aktier i DLR Kredit for 100 mio. kr. samt udstedelse af hybrid kernekapital for nom. 50 mio. kr. Dertil kommer en aktieemission på op mod 175 mio. kr., hvoraf godt halvdelen er garanteret af Arbejdernes Landsbank, lokale investorer og andre kvalificerede investorer. Også bankens øvrige aktionærer bliver bedt om at stille op, og Max Hovedskov lover, at banken under alle omstændigheder vil køre videre.
- Jeg vil sige til dem (aktionærerne, red), at det er stærkt utilfredsstillende, at vi har tabt så mange penge. Det er også smerteligt, at vi må sælge tre gode filialer fra. Men jeg vil også sige til dem, at med den kapitalplan, der ligger, så er der, selv om jeg håber en større tegning end den, der er garanteret, et solidt pengeinstitut tilbage, og vi vil også fremadrettet være i stand til at tjene penge, siger Max Hovedskov til Ritzau Finans.
Han blev i forbindelse med årsregnskabet udnævnt som ny bankdirektør, og skulle sammen med den hidtidige direktør Jens Vendelbo stå for bankens daglige ledelse, indtil Jens Vendelbos fratrædelse. Som konsekvens af de store nedskrivninger og utilfredsstillende kreditstyring er Jens Vendelbo efterfølgende blevet fritstillet.
- Når den her plan er gennemført, kan vi nedbringe vores risikovægtede aktiver med mere end 1 mia. kr. Det er også det, der gør, at når planen er helt gennemført, så kan vi forbedre vores solvens i niveauet 6-8 pct.point. Det vil sige, at banken vil være tilbage med en solvens på mellem 15-17 pct. Det er det, der har været hensigten med planen, at bringe banken tilbage som et solidt pengeinstitut, forklarer Max Hovedskov.
Arbejdernes Landsbank og Nykredit spiller en væsentligt rolle i redningen af Østjydsk Bank. Arbejdernes Landsbanken køber tre filialer og garanterer tegning af nye aktier for 37,5 mio. kr. Nykredit Realkredit tegner hybrid kernekapital for 50 mio. kr. Desuden betyder planen at ansvarlige lån ydet af Arbejdernes Landsbank og Nykredit på henholdsvis 30 og 75 mio. kr. indfries.
Østjydsk Banks samlede akkumulerede nedskrivninger udgør efter kvartalets tab og hensættelser på 342 mio. kr. og 364 mio. kr. sidste år op mod 1 mia. kr.
/ritzau/FINANS