Det skrantende tøjfirma Noa Noas overlevelse koster Nordea et større trecifret millionbeløb. Banken må æde en nedskrivning, der ifølge Berlingskes kilder løber op i cirka 400 millioner kroner, for at skabe et levedygtigt Noa Noa.

Axcel meddelte i weekenden, at der kommer nye ejere ind i Noa Noa, som kapitalfonden købte tilbage i 2007 for op mod 1,5 milliarder kroner. Virksomhedskøbet skete lige på kanten til krisen, som ramte tøjselskabet hårdt, og sammen med stor gæld, der var optaget i forbindelse med transaktionen, blev det ellers indtil da succesfulde selskab pludselig en skrantende virksomhed.

Den nye ejerkreds består blandt andre af Christian Riisberg, der bliver bestyrelsesmedlem i Noa Noa, og Gustaf Öhrn, der er adm. direktør i sportskæden Stadium. Lars Holstein, der sammen med Harald Holstein grundlagde selskabet, forsætter derudover som mindretalsaktionær.

Ifølge Berlingskes kilder med kendskab til processen har de nye ejere i bogstaveligste forstand fået selskabet forærende af Axcel, der kaster håndklædet i ringen efter flere års krise i tøjselskabet. Til gengæld slipper Acxel også af med gælden i Noa Noa.

»Axcel har kæmpet med det længe og kunne have ladet det gå konkurs for et år siden. Men det er bedre at lade det overleve og få nogle nye til at tage over. Nøglen har været at få Nordea med på idéen,« siger en kilde med nært kendskab til sagen.

For Axcel ville det både give imagemæssige skrammer at lade et kendt firma gå ned, men det ville også koste på relationen til Nordea, som ofte finansierer Axcels virksomhedshandler.

For Nordea har det længe været meget tydeligt, at der skulle ske noget med Noa Noa. Tung gæld til Nordea på cirka 600 millioner kroner har været et åg om halsen på selskabet i lang tid.

Derfor har Nordea ifølge Berlingskes kilder accepteret at skære cirka 400 millioner kroner af gælden, så den er nede på cirka 200 millioner kroner, som de nye ejere med ejerskabet af Noa Noa så overtager fra Axcel.

Var selskabet gået konkurs, som det var tæt på at ske, ville alle Nordeas penge være tabt.

Nordea-direktør Jørgen Høholt vil ikke kommentere Berlingskes oplysninger om størrelsen på nedskrivningen.

»Som bankforbindelse har vi understøttet den transaktion, så Axcel kommer ud, og der kommer nye ejere ind. Det giver ny energi i selskabet,« siger Jørgen Høholt.

»Det er indgået en ny låneaftale med de nye ejere, og det er godt for sagen, at der kommer nye ejere ind, som kan være med at skabe en ny start for Noa Noa. Det har vi medvirket til og har været med til at refinansiere selskabet,« siger Høholt.

Banken har længe været opmærksom på problemerne i Noa Noa, og derfor har der gennem en længere periode været ført forhandlinger med Axcel om at finde en løsning.

»Det her var en af de virksomhedshandler, som blev indgået lige før finanskrisen, og det er ingen hemmelighed, at det er en type af sager, som bankerne har kæmpet lidt med, fordi de blev født med for meget gæld. I bagklogskabens klare lys er det jo meget tydeligt,« siger Jørgen Høholt.

Heller ikke i den nye ejerkreds er der stor lyst til at kommentere Noa Noas finansielle situation.

»Kapitalstrukturen er betydeligt stærkere i dag, hvor selskabet er mindre belastet af gæld og er blevet tilført likviditet. Der er bygget et fundament, som betyder, at vi kan drive nogle vigtige ændringer igennem,« siger Christian Riisberg, der er med i den nye ejerkreds.

Mens Noa Noa nu styrkes står Axcel tilbage som den store taber. Investeringen i Noa Noa har mildest talt været elendig for kapitalfonden. Den minder til forveksling om investeringen i møbelselskabet IDdesign, som Axcel også endte med at måtte forære væk for at undgå en konkurs. IDdesign, som var selskabet bag Idémøbler og Ilva, blev overdraget til Jysk-ejer Lars Larsen i marts 2013.

Begge sager giver Axcel ridser i lakken. Men fondens højtprofilerede partnere græder tørre tårer over de to katastrofeinvesteringer. Både Noa Noa og IDdesign ligger nemlig i Axcels Fond III. Denne fond indeholdt også succesinvesteringen i Pandora, som er en af de bedste kapitalfondsinvesteringer nogensinde. Som tidligere beskrevet i Berlingske har Axcel tjent henved 20 milliarder kroner på investeringen i smykkeselskabet. Derfor ser Pandoras investorer i den tredje fond nok gennem fingrene med, at Noa Noa var et flop.

Axcel ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen.