Rederiet bag det kæntrede krydstogtskib Costa Concordia har nu sagsøgt kaptajn Francesco Schettino.

Det oplysers AFP ifølge tv2.dk.

Det italienske medie La Stampa oplyser samtidigt, at kaptajnen, der sidder i husarrest, nu helt officielt er blevet suspenderet fra sit job.

Det italienske krydstogtskib stødte fredag på grund i lavt vand ud for Italiens kyst med 4200 passagerer ombord.

11 er indtil videre bekræftet døde, mens 24 fortsat savnes.

Flere italienske medier har tidligere skrevet, at kaptajn Francesco Schettino i et søforhør har indrømmet, at han begik en navigationsfejl, som altså endte med at få fatale følger for skibet.

Kaptajnen har også mødt enorm kritik, efter det er kommet frem, at han var blandt de første til at forlade det synkende skib.

Da kystvagten beordnede ham tilbage på skibet, nægtede han. Han har forklaret, at han ved et uheldsnublede nedi en redningsbåd og ikke kunne komme tilbage på skibet. Uden ordre fra kaptajnen måtte Costa Concordias besætningsmedlemmer på eget initiativ starte en af de største passagerevakueringer på et skib nogensinde.

Denne kritik har fået flere til at døbe kaptajnen for 'den mest hadede mand i Italien'.