På mange måder var Bjarne Hansen et eksempel på den type leder, som skibs- og industrikonglomeratet A.P. Møller - Mærsk i mange år ønskede på sine topposter. I en alder af bare 17 år begyndte Bjarne Hansen på den nu lukkede elevuddannelse i virksomheden med den syvtakkede stjerne.

Her blev han hurtigt bevidst om, hvad emblemet stod for og forlangte, og efter få år blev han personlig assistent for Mærsk Mc-Kinney Møller. Da koncernen etablerede Maersk Air i 1969, fulgte Bjarne Hansen med, og i perioden 1981 til 1997 var han adm. direktør for luftfartsselskabet. De meritter og det nære forhold til Hr. Møller endte naturligvis også med en titel af skibsreder til Bjarne Hansen. 

Problemer i Maersk Air

Men i 2001 måtte Bjarne Hansen stå til regnskab for uvederhæftige forbindelser, som næppe kan siges at være foreneligt med rettidig omhu. Som bestyrelsesformand i Maersk Air kunne han ikke sige sig fri for at kende til det ulovlige kartelsamarbejde, som flyselskabet havde indladt sig på. Samarbejdet udløste en stor bøde fra EU, og med ordene »ansvar kan ikke gradbøjes« tog Bjarne Hansen alene skraldet for miseren. Til tilfredshed for resten af den daværende ledelse på Esplanaden.

Hr. Møller var da heller ikke mere ophidset over den ansvarsbevidste bestyrelsesformand, end at han efterfølgende sendte ham til en fremtrædende lederstilling i Singapore. Det blev den sidste position, som Bjarne Hansen bestred i A.P. Møller - Mærsk, og i 2006 trak han sig tilbage for at etablere sit eget konsulentbureau med speciale i sø- og luftfart. Ligeledes var han medlem af flere bestyrelser, blandt andet formand for Billund Lufthavn.

Privat var Bjarne Hansen gift med Alice, med hvem han i år skulle fejre guldbryllup. Sammen har parret to døtre og seks børnebørn. De to døtre har begge arvet en del af deres fars forkærlighed for luftfart og har gjort karriere i henholdsvis SAS og Statens Luftfartsvæsen.

Efter få dages indlæggelse på et hospice i København overgav Bjarne Hansen sig torsdag til sin kræftsygdom.