Der var panik, og passagererne væltede rundt mellem hinanden, alt mens glas og andet inventar røg gennem luften, da krydstogtskibet »Costa Concordia« torsdag aften gik på grund tæt på øen Giglio ud for Toscanas kyst.
Op mod 70 savnes og tre bekræftes døde.
Den 69-årige Peter Christensen fra Nordborg på Als var sammen med sin kone og et vennepar bænket i en af skibets restauranter, da skibet ved 21.20-tiden fredag aften pløjede sig ind i de undersøiske klipper og fik flænget siden op:
- Vi sad oppe i restauranten og spiste vores mad, Pludselig kom det første ryk, hvor det gik på grund og så væltede alle glassene på bordet. Så kom det store brag. Alt væltede, og lyset gik ud. Vi tænkte alle sammen, at vi var gået på grund, men personalet sagde, vi skulle tage det stille, fortæller Peter Christensen fra Rom til B.T., hvor han og de tre andre danskere er indlogeret på et hotel, mens ambassaden assisterer dem.
- Folk gik i panik og begyndte at løbe ud fra restauranten ned til vores kahytter, og det begyndte vi også at gøre.
Peter Christensen fortæller, at parrenes kahyt befandt sig på femte etage.
- Da vi kom derned, var kahytterne totalt mørklagte, men vi ville ind og have vores redningsveste. Det sagde personalet dog, at vi ikke behøvede, og at alt var under kontrol. Vi tog hinanden i hånden, for skibet hældede mere og mere, og så sagde de i højttaleren, at vi skulle finde en udgang på etagen under, hvor der var udgang til redningsbådene.
På det tidspunkt var situationens gru for alvor gået op for folk.
Artiklen fortsætter herunder
- Det var 3.000 mennesker, der skulle nedenunder, så du kan jo næsten forestille dig, hvordan det var. Der blev skubbet, råbt, hylet og skreget. Der var også børn i blandt. Det var simpelthen forfærdeligt.
Da de fire danskere omsider nåede frem til redningsbådene, var der kaos på dækket, og redningsbådene blev hurtigt fyldt.
- Vi blev skubbet fra den ene side til den anden, og folk stod uden tøj og i bare tæer.
Det lykkedes de fire at komme i en båd og komme i land på øen, hvor de søgte ly i en kirke.
- Vi frøs meget. Der var ingen af de lokale, der lukkede op, da vi bankede på, fortæller Peter Christensen, til B.T.