NEW YORK CITY: Brum-brum-brum-brum. Lyden kan høres langt væk, den er nærmest svøbt over Red Hook. Den brummer som en traktor i tomgang. Lyden kommer ikke fra de to massive vandslanger, som Eddie står og bemander. Eddie er en gråhåret mand, der ikke vil sige, hvor gammel han er, og når man spørger ham, om indbyggerne i Red Hook kan forvente at have strømmen tilbage, inden ugen er omme, svarer han: »Fuhgeddaboutit« med en uforlignelig Brooklyn-accent. Glem det. Han er i gang med at tømme en kælder for vand. Ikke bare en hvilken som helst kælder, men ’the boiler room’, der sørger for varmt vand til flere hundrede mennesker i boligblokkene i området. Det har de ikke haft, siden strømmen gik klokken 18.30 i mandags. Støjen begynder i stedet et par hundrede meter længere nede ad Van Brunt Street, der fører ned til Red Hooks hjerte, kvarteret omkring havnen. Den kommer fra mindst 50 små, benzindrevne generatorer, der som respiratorer på hvert et gadehjørne brummende forsøger at holde liv i Red Hooks virksomheder.

Store tab

»Vi har mistet for mellem 100.000 og 200.000 dollar,« fortæller David Shamoun, der vader rundt på et mørkt lager på dokken, hvor hundredvis af drivvåde papkasser med varer i ligger strøet rundt om på betongulvet. Han arbejder for sin far i firmaet Technico Marine, som leverer dele til skibe. »Vi er formentlig en måned fra at kunne starte forretningen igen. Tirsdag morgen, da vi kom tilbage efter stormen, flød vandet ud, da vi åbnede dørene. I går fik vi vores generator, så nu prøver vi at tørre så meget af vores inventar som muligt. Noget af det er til at redde. Vi vil ansøge om penge hos FEMA (Federal Emergency Management Agency, amerikansk naturkatastrofefond, red.), men det er ikke nemt. De har så mange krav. Vi er i samme situation som alle andre her,« forklarer han.

Mistede alt for anden gang

På havnen ligger en båd hjælpeløst slynget op ad et jernhegn 50 meter fra vandet. Skraldesække i tusindvis ligger side om side med gennemblødte madrasser, møbler og fjernsyn på fortovene, mens beboerne desillusioneret tømmer deres lejligheder for ødelagt inventar. En pige står på Coffey Street med tårer i øjnene og kigger på, at en stor skraldevogn presser hendes møbler til pindebrænde. »Tak for hjælpen,« siger hun stille. Tæt derpå bor Diane Mccuen. Hun har mistet alt for anden gang på lige over et år, og nu står hun og smiler uden for sin lejlighed med et tomt blik i øjnene. Hendes ødelagte møbler ligger strøet ud side om side med muggent tøj, og hun synes, det hele er meget svært at fatte. »Da jeg kom tilbage onsdag morgen og så min lejlighed, tænkte jeg, at det så meget værre ud, end jeg havde regnet med. Jeg vidste godt, at det ville være slemt. Men ikke SÅ slemt. Jeg købte nye møbler efter orkanen Irene sidste år. De er færdige nu. Det værste er, at jeg ikke ved, om det sker igen i næste uge eller om 100 år. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal nu. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg aldrig flytter ind i en lejlighed i stueetagen igen.«

Et råt område

Red Hook var fødselssted for gangsteren Al Capone, og det var her, særligt irske og italienske immigranter bosatte sig for at arbejde i den blomstrende havneindustri. Red Hook blev et råt område, der henvendte sig mest til de fattige. De sociale boligbyggerier skød op i kvarteret, og kriminaliteten voksede. New York City skubbede Red Hook fra sig, og siden har området været isoleret med meget dårlige transportmuligheder. Det skabte en skyttegravsmentalitet, der i dag kommer til udtryk ved et tæt samfund, hvor man først og fremmest tager sig af hinanden. I 1970erne begyndte kunstnere og små virksomheder at flytte ind på havnefronten, hvorfra man stirrer Frihedsgudinden lige i øjnene, og Manhattans skyline ligger ligeledes påfaldende nær. Større virksomheder som blandt andet Ikea, der har bygget et enormt varehus i Red Hook, og supermarkedskæden Fairway er ligeledes kommet til. Men det spirende samfund blev slået til blods af stormen Sandy. Det er et af de hårdest ramte områder i New York City. Og nu kæmper alle de små virksomheder for livet. Derfor har foreningen Brooklyn Chamber of Commerce, en forening for virksomheder, indkaldt til møde torsdag, tre dage efter Sandy. »Der er mulighed for at ansøge om små lån til lav rente for at holde forretningen kørende,« forklarer en repræsentant. »Men vi har ikke brug for lån! Vi har brug for penge. De lokale virksomheder har givet et løfte om at opbygge dette samfund, og de fleste står allerede i gæld til halsen. Ingen har lyst til at tage flere lån. Vi har brug for penge fra staten, vi har brug for hjælp, og det skal gå hurtigt,« tordner Monica Byrne, der ejer restauranten Homemade. De cirka 100 erhvervsdrivende, der er mødt frem til mødet, klapper og råber højt. En mand tager ordet: »Lånene betyder ikke noget. Hvis jeg ikke får elektricitet i næste uge, går jeg fallit. Min virksomhed dør,« fortæller han.

Ingen hjælp udefra

Efter mødet står Monica Byrne og deler knus ud på fortovet uden for galleriet Baked. Hun forklarer, hvorfor hun ikke bare pakker sine ting og flytter fra Red Hook. »Isolationen har gjort det til et helt specielt samfund. Vi behandler hinanden på en måde, som man ikke finder andre steder. Jeg har boet i mange dejlige kvarterer i mit liv, men intet kan måle sig med Red Hook. Vi kunne alle tjene meget mere ved at flytte til et andet kvarter, men vi har investeret i dette samfund. Og historien viser, at Red Hook ikke kan regne med hjælp udefra, så vi hjælper hinanden,« fastslår hun. Der hænger en fornemmelse over kvarteret af, at der kommer til at gå lang tid, før kvarteret bliver helet efter stormen Sandy. Indtil da bliver generatorerne ved med at brumme over Red Hook.B