Bernie Sanders så glad ud. Og det gjorde hans tilhængere også. De talte om »sejr«, de hujede og jublede for »et nyt Amerika«, og man skulle være et skarn for ikke at føle sig som en 16-årig med en uhindret og febril begejstring for en stor idé.
Og det er på mange måder problemet med Sanders, hans tilhængere og idéen. De er så meget smittende varme hjerter og så lidt skematisk kølige hjerner, at de ikke ser helt klart. De er så grebet af den studenterfest, som de har skabt omkring en paradigmatisk samfundsindretning, at de overser, at festen med stor sandsynlighed endte i Iowa.
For hos Demokraterne vandt Hillary Clinton med 0,2 pct., og selv hvis vi accepterer Sanders’ udlægning – at det var uafgjort og »en moralsk sejr« – så er det ikke godt nok til at gøre ham til Dragedræberen. Han og hans folk har i månedsvis ført kampagne i Iowa, hvor 91 pct. af vælgerne er hvide, og der er en overvægt af unge og studerende – en stat lige til hans venstreben. Det var den stat, som gav idealistiske rebeller som Jimmy Carter og Barack Obama en formativ storsejr, og det var den stat, hvor en pragmatisk buksedragt som Hillary Clinton i 2008 fængede som mormors Nokia.
Det ér Bernieland, redebon for hans socialdemokratiske ideal om et amerikansk Danmark, hvor al rigdom ikke går til de rigeste, og hvor halvløsninger som Obamacare og fedtelegater er fejet af vejen til fordel for fuld sygesikring og gratis uddannelse. Det er her, mange vælgere vil have noget, der er mere end en rutineret, sympatisk og hårdtarbejdende kandidat; det er her, de vil have en idé, der er større end kandidaten.
Så det er ikke så mærkeligt, at Bernie Sanders ifølge exitmålingerne fik 84 pct. af stemmerne blandt de unge, og det er heller ikke så mærkeligt, at 60 pct. af de »meget progressive« vælgere stemte på ham. Men hvis han skulle vinde stort, som Carter gjorde i 1976, og Obama gjorde i 2008, skulle han også have nogle af de mere moderate vælgere – alle dem med kreditforeningslån, to børn og en minivan med 16 kopholdere, og det fik han ikke.
Der var simpelt hen ikke nok, som følte »The Bern,« og der er ikke noget, der hedder »uafgjort« og »moralsk sejr« i valgmatematik. Han tabte Iowa, han fik ikke det overvældende momentum ud af Iowa, og det bliver et problem efter næste primærvalg. Sanders vil formentlig vinde i næste uge i New Hampshire – han er fra nabostaten Vermont og kendt og elsket – og dermed er hans statistik én vundet, én tabt, og forude venter 48 stater og en håndfuld territorier, som med få undtagelser ikke er Bernieland.