Realkredit i flint over nye krav
Realkreditinstitutterne raser over, at Finanstilsynet indskærper retningslinjerne for, hvordan institutterne skal opgøre deres kapitalbehov.
Realkreditinstitutterne raser over, at Finanstilsynet indskærper retningslinjerne for, hvordan institutterne skal opgøre deres kapitalbehov.
De danske realkreditinstitutter er stærkt utilfredse med, at Finanstilsynet vil pålægge dem at lave detaljerede analyser af, hvor store udlånstab rentestigninger kan medføre. Det skærpede krav kommer som en følge af det stærkt stigende udlån med variabel rente, men kaldes unødvendigt og bureaukratisk af realkreditsektoren
Det skriver dagbladet Børsen.
"Det er nyt, at der stilles krav om, at man skal lave en meget specifik følsomhedsanalyse. Det er ikke hensigtsmæssigt og hører slet ikke hjemme i den her sammenhæng. Man tager allerede højde for den risiko, der er forbundet med at yde lån, for man skal vurdere, hvilken renterisiko man har på sine udlån og afsætte kapital ud fra det. Vi er utilfredse med, at arbejdet pludseligt skal gøres langt mere bureaukratisk. Vi mener ikke, at det bidrager med noget, som man ikke allerede ved i forvejen," siger Jan Knøsgaard, der er vicedirektør i realkreditinstitutternes brancheorganisation Realkreditrådet, til Børsen.