En ny trekløver-regering kan måske give det borgerlige projekt lidt frisk energi. Nye og mere ideologiske borgerlige kræfter på ministerposterne må alt andet lige være positivt for os, der har sat vores kryds til højre.
Men en borgerlig revolution skal vi nu ikke forvente. På trods af Anders Samuelsens standhaftige argumentation har vi ikke haft noget folketingsvalg, og den parlamentariske situation er derfor uændret: Dansk Folkeparti er den største og stærkeste spiller i blå blok. Og eftersom Dansk Folkeparti ikke er et borgerligt parti, spænder Thulesen Dahl ben for de fleste borgerlige ideer.
Der er dog én politisk sag, som både er ærkeborgerlig og samtidig svær at være imod: Afbureaukratisering.
Dansk Folkeparti vil næppe protestere, hvis den nye regering vil gøre op med årtiers papirvælde. Samtidig er sagen vigtig og nyder opbakning hos et stort flertal af vælgerne.
De offentligt ansatte, som spilder deres tid med unødvendige skemaer, irriterende kontrol og tidskrævende afrapportering. De små virksomheder, som tynges af kontakten med det offentlige. Og alle os almindelige borgere, som har indåndet den sendrægtige luft i Borgerservice, surfet fortvivlet rundt på Borger.dk og ødslet vores dyrebare tid væk, blot fordi vi skulle anmelde barsel, skifte læge eller forsøge at skabe overblik over vores skatteforhold.
Så det er et oplagt sted at gøre en forskel for en borgerlig regering, som desværre ikke har de helt store handlemuligheder.
Let er det dog ikke. I de sidste mange år har skiftende statsministre forsøgt uden held. Poul Schlüter iværksatte både »Operation Regelsanering« og »Operation Regelstorm«. Poul Nyrup varslede, at han ville rydde op i den »bureaukratiske tankegang«, ligesom Anders Fogh ville »have bugt med papirbøvlet«. Lars Løkke sagde i forbindelse med sin første tiltrædelse som statsminister, at nu ville han begrænse antallet af »skemaer, bureaukrati og procesregler«, mens Helle Thorning i sin første åbningstale lovede, at hun ville »luge ud i bureaukratiet«.
Alligevel er intet sket. Antallet af love og regler stiger og stiger, mens politikerne snakker og snakker.
Men denne gang kan det måske blive anderledes. Løkke har nemlig en succeshistorie med sig, ligesom Liberal Alliance i årevis har interesseret sig indgående for området og har indsamlet et meget stort og meget konkret idékatalog over steder at tage fat.
Løkkes succeshistorie er tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, som meget prisværdigt formåede at gøre ord til handling. Hun fik naturligvis mest opmærksomhed under slaget om landbrugspakken, men kun et par uger før hun blev fyret, kunne hun bekendtgøre, at hun havde fjernet hver tredje lov og bekendtgørelse på sit ressortområde.
Afbureaukratisering er hverken let eller sexet. Men det er en vigtig borgerlig sag, som rent faktisk er realistisk for den nye regering at få succes med.
Sæt i gang.