For ottende år i træk er Real Madrid den fodboldklub i Europa, der har de fleste indtægter. Det afslører den netop offentliggjorte opgørelse over de store pengemaskiner i fodbolden, Money League Analysis, som det internationale revisionsfirma Deloitte laver hvert år.
Real Madrid har endda brudt en magisk grænse. For første gang nogensinde har en klub tjent mere end 500 millioner euro i løbet af en sæson, mere præcist 513 millioner euro (3,83 mia. kr.). Tallene er baserede på sæsonen 2011/12.
Deloitte hæfter sig ved Real Madrids vilde vækst gennem de sidste 15 år.
»Den spanske klubs vækst i omsætning har været bemærkelsesværdig. I 1996/97, hvor vi første gang udgav Money League-analysen, genererede Real en omsætning på 85 mio. euro (634 mio. kr.), en sjettedel af hvad de genererede i 2011/12,« lyder det i opgørelsen.
Ligesom i den spanske liga er førstepladsen på pengelisten en duel med Barcelona. Den katalanske klub har på andenpladsen en omsætning på 483 mio. euro (3,6 mia. kr.). Manchester United følger på tredjepladsen med 396 mio. euro (2,96 mia. kr.) i omsætning.
Spinder guld på TV-penge
Det er i høj grad måden, de spanske TV-penge bliver fordelt på, der sender Real Madrid og Barcelona til tops. De to spanske klubber har nemlig sikret sig den største del af kagen i modsætning til i England, hvor de store TV-penge bliver mere ligeligt fordelt mellem klubberne i Premier League.
De seks klubber med den største indtjening er i øvrigt de samme seks klubber, som har indtaget toppladserne de sidste seks år.
»Det er holdene med det største fangrundlag både hjemme og internationalt. De bliver ved med at tiltrække de største kommercielle aftaler og generere den største kampdagsomsætning,« konstaterer senior-konsulent hos Deloitte Adam Bull over for The Guardian.
Totalt set er indtægterne for de 20 højest placerede klubber steget med 10 procent i forhold til den foregående sæson, og hvis man sammenligner med de historiske tal fra 1996/97-sæsonen, er klubbernes indtjening nu astronomiske fire gange så meget som dengang.
Selv om listen viser, at de store klubber i Europa tjener stadig flere penge, giver det ingen mening at tale om en økonomisk sund fodboldbranche på baggrund af Deloittes liste. Den siger nemlig intet om klubbernes overskuds- eller underskudsgrad, da der ikke kigges på, hvor store udgifter klubberne har for at opnå de kolossale tal på plussiden. Eller hvor forgældede flere af de store klubber er.
Det tyske fodboldforbund hævdede onsdag, at Bundesligaen er en af de mest økonomisk ansvarlige turneringer. Her kører 14 ud af 18 klubber med overskud, og Bundesligaen havde et sammenlagt overskud på 2,08 mia. euro (15,5 mia. kr.) i 2011/12.
Senere på året kommer magasinet Forbes også med sin årlige opgørelse over de mest værdifulde sportsklubber i verden.