Rasmus Würtz kom i 2007 til FCK, men opholdet i den københavnske storklub blev ingen succes, og i 2009 var tiden i hovedstaden forbi.Efter et lejeophold i Vejle endte Rasmus Würtz i sin gamle klub AaB, og det er et skifte, han ikke fortryder den dag i dag.
Søndag blev han mester, og torsdag aften hjemtog AaB 'The Double' med en 4-2-sejr i pokalfinalen over FC København.
- Jeg er så stolt. Det er drenge, som er blevet til mænd. Jeg kan ikke forstå det endnu. Det er så kæmpe stort, sagde Rasmus Würtz efter sejren til TV3+.
Han havde roser fremme til de omkring 10.000 aalborgensiske fans, som havde taget den lange tur til Parken.
- Vi har spillet fantastisk fodbold på en sindssyg svær udebane, men det føltes som hjemmebane i dag. Nu skal vi kraftederme have en fest, sluttede Rasmus Würtz.
AaBs pokaltriumf er den første ud af otte finaler siden 1970.