»Jeg vil styrke demokratiet – ikke svække det!«

De insisterende ord kom fra by- og boligminister Carsten Hansen (S), da Dansk Folkepartis Martin Henriksen havde rejst spørgsmål i Folketinget om situationen i Egedalsvænge i Kokkedal.

Hvad, der begyndte som en ophedet debat om et juletræ og lukning af lokale klubber, er for nogle endt som en kamp om frihed og demokrati. Har den yderligtgående, islamistiske og antidemokratiske organisation Hizb ut-Tahrir infiltreret den demokratisk valgte afdelingbestyrelse i Egedalsvænge?

»Det er jo ikke første gang, vi står i en situation, hvor vi diskuterer, hvad der er gået galt i Egedalsvænge. Det er jeg sikker på, at ministeren kan huske, at vi har gjort før,« lød det i folketingssalen fra Martin Henriksen:

»Og nu er det altså gået galt igen!«

På billeder ligner Egedalsvænge med sine grå boligblokke ikke noget specielt sammenlignet med andet alment boligbyggeri i Danmark. Alligevel har området flere gange været kilde til heftig debat i Folketinget.

Første gang, vi hørte om Egedalsvænge, var for et år siden op mod den søde juletid. Pludselig opstod der uenighed om, hvorvidt det traditionsfyldte juletræ skulle sættes op i boligområdet, og hurtigt hed det sig, at den overvejende muslimske bestyrelse modsatte sig traditionen. Efter store protester kom træet til sidst op. Bestyrelsen har siden forklaret det hele som en misforståelse.

Anden gang var for nogle uger siden, da bestyrelsen på et møde besluttede at lukke to af de lokale klubber, herunder en 36 år gammel billardklub. Forklaringen var, at der skulle ses på en mere optimal udnyttelse af lokalerne. Dét på trods af, at der stod andre lokaler tomme i området.

Under de to episoder har imidlertid ulmet en fortælling af mere principiel karakter: Historien om forbindelsen mellem Hizb ut-Tahrir og bestyrelsen i Egedalsvænge. Og i sidste ende om dansk kultur, traditioner og demokratiske grundregler.

For i et demokrati tager de personer, der er blevet valgt af flertallet, også hensyn til mindretallet. Men sådan har alle ikke følt, at det er gået til i Egedalsvænge. I et brev har en række beboere beskrevet, hvordan de føler sig utrygge. De stillede også spørgsmålstegn ved, om de demokratiske spilleregler er blevet overholdt, da de i brevet skrev, at de ønsker, at »adgang og udlevering af stemmesedler kontrolleres af nogen udefra, helst fra 3B eller kommunen«.

Derfor holder Fredensborg Kommune og boligselskabet 3B lige nu skarpt øje med udviklingen i Egedalsvængen. Og det henviste boligministeren også til i folketingssalen, da han over for Martin Henriksen fastholdt, at systemet med sine kontrolorganer fungerer, som det er bygget op i dag.

Flere pile peger i samme retning, mener kritikere. I retning af at Hizb ut-Tahrir har indflydelse i afdelingsbestyrelsen i Egedalsvænge. Det blev første gang bragt på banen af forsker fra Syddansk Universitet, Kirstine Sinclair, da hun udtalte, at medierepræsentant for Hizb ut-Tahrir, Chadi Freigeh, under et interview havde fortalt, at organisationen har vejledt bestyrelsen.

Flere anonyme beboere har efterfølgende fortalt lignende historier til Berlingske. Beboerne har ikke reageret med overraskelse, tværtimod. En af beboerne beskrev det med ordene: »Nu bliver det endelig sagt højt.«

Berlingske har været i kontakt med et tidligere Hizb ut-Tahrir-medlem, som på grund af sit offentlige arbejde i dag ønsker at være anonym. Han bekræfter oplysningerne:

»Jeg er bekendt med, at Hizb ut-Tahrir-medlemmer øver indflydelse i bestyrelsen i Kokkedal,« siger det tidligere medlem, hvis identitet er kendt af Berlingske.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor bestyrelsen i Egedalsvænge er havnet i søgelyset i forbindelse med sager om netop juletræer og lokale klubber.

»Hizb ut-Tahrir lever som organisation af symbol- og værdikampe og den emotionelle polarisering, der opstår heraf. Derfor går medlemmerne målrettet efter symboler og identitetsmarkører som juletræet, alkohol og billard, som ifølge Hizb ut-Tahrir kan forbindes med en særegen dansk kultur,« skriver han i en mail:

»Der er fra organisationens medlemmer tale om signalpolitik, der skal illustrere en uforenelighed mellem danske og Hizb ut-Tahrirske værdier.«

Præcis hvor meget indflydelse Hizb ut-Tahrir har eller har haft på bestyrelsen, er stadig uvist. Ifølge organisationen selv var der tale om »ren og skær kommunikationsrådgivning«.

»Det, der var vejledning om, var relateret til mediehåndtering. Det har intet at gøre med de beslutninger, som de træffer,« har medierepræsentant Chadi Freigeh udtalt.

Det samme fastholder næstformand for bestyrelsen, Birte Vestergaard.

»Folk møder med alle mulige politiske holdninger her. Det er uinteressant, når man går ind i en afdelingsbestyrelse. Det er et stykke praktisk arbejde, der bliver lavet her,« har Birte Vestergaard udtalt, samtidig med at hun understregede, at dem, der sidder i bestyrelsen, kun repræsenterer beboerne. Men selv om man er beboer her, kan man jo også godt have en anden dagsorden end det praktiske bestyrelsesarbejde.

»Det kunne de også have, hvis det var Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, eller hvis de var nynazister for den sags skyld. Hizb ut-Tahrir er jo ikke nogen forbudt politisk organisation, og der skal være plads til alle i Egedalsvænge.«

Religionsforsker og adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Brian Arly Jacobsen, mener imidlertid, at Hizb ut-Tahrirs arbejde er rettet mod mere end blot praktisk arbejde.

»Hvis de kan få skabt en større konflikt mellem »dem« – altså alle dem, der er uden for Hizb ut-Tahrir – og »os«, så forestiller de sig, at der er flere af muslimerne, der vil følge Hizb ut-Tahrir. Og det er dét, de arbejder på,« siger han.

Organisationen har tidligere haft held med at infiltrere en engelsk studenterorganisation, hvor Hizb ut-Tahrirs budskab blev spredt til nye studerende gennem en »Kend Muhammed«-kampagne.

Brian Arly Jacobsen er overbevist om, at den lokale afdelingsbestyrelse ikke er det eneste sted, organisationen vil forsøge at få indflydelse.

»Hvis Hizb ut-Tahrir har fået et flertal ude i bestyrelsen og er begyndt på en ny strategi, så er det ikke det sidste, vi kommer til at høre til dem. Så vil det næste måske være, at de infiltrerer en børnehavebestyrelse eller en skolebestyrelse,« siger han.

Medierepræsentant Chadi Freigeh kan ikke udelukke, at Hizb ut-Tahrir også har tilbudt rådgivning i andre boligområder.

Debatten om Egedalsvænge er flere gange endt i folketingssalen, fordi det handler om meget mere end et juletræ, hyggeklubber og afdelingsbestyrelser. De politiske uenigheder bunder i to forskellige syn på demokratiet.

Og det var netop hjørnestenen i debatten mellem, by- og boligminister Carsten Hansen og Dansk Folkepartis Martin Henriksen: Om vi styrker eller svækker demokratiet ved at blande os.

For giver det et stærkere demokrati, hvis vi forsøger at udelukke organisationer som Hizb ut-Tahrir fra at få indflydelse? Eller er det i virkeligheden at svække demokratiet, hvis vi udefra bestemmer, hvem der må få indflydelse?

»Demokratiet er et åbent samfund, og derfor giver det i høj grad plads til udemokratiske elementer. Derfor vil det ofte være sådan, at de udemokratiske elementer vil få mulighed for at mobilisere og samarbejde for at underminere demokratiet,« har lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, Svend-Erik Skaaning, udtalt.Nogle, herunder Martin Henriksen, mener, at Hizb ut-Tahrir bør forbydes i Danmark. For så er det jo slet ikke nødvendigt at bekymre sig om mørke kræfter, der forsøger at udnytte demokratiet på demokratiets egne præmisser. Andre, herunder Carsten Hansen, mener, at det vil være udemokratisk at forbyde organisationen.

»Det er en balancegang. For der er grænser for, hvor meget vi kan tillade os at slå ned på demokratiets fjender. For i sidste instans hvem er det så, der definerer, hvem der er demokratiets fjender og hvem, der ikke er?« lyder det fra Svend-Erik Skaaning.

I folketingssalen stillede Martin Henriksen under samrådet gentagne gange ministeren det samme spørgsmål: Skal der kigges på rammerne for beboerdemokratiet, nu de udfordres i Egedalsvænge?

Svaret fra Carsten Hansen kom i en bestemt tone:

»Det lykkedes jo ikke at afskaffe hverken juletræet, billardklubben eller nogen af de andre ting. Jeg vil godt sige, at den måde, vi har bygget vores demokratier op på i de almene boligselskaber, har jeg meget stor tillid til.«