De Radikale vil have indflydelse på, hvordan den danske ulandsbistand bliver omlagt.
Det sker i erkendelse af, at regeringens planer om næste år at skære omkring 2,6 milliarder kroner af den danske ulandsbistand, står til at blive ført ud i livet, skriver Jyllands-Posten. Derfor melder partiet sig nu på banen med et forslag til prioriteringen af udviklingsbistanden.
Udenrigs- og udviklingsordfører Martin Lidegaard (R) ønsker således, at der skal satses mere på humanitær bistand og øget hjælp til skrøbelige stater. Derimod skal mindre gå til »gamle« modtagerlande.
»Selv om vi er imod, at man beskærer ulandsbistanden, opfordrer vi regeringen til at indkalde til drøftelser om, hvordan det begrænsede budget så skal bruges,« siger Martin Lidegaard til Jyllands-Posten.
Han foreslår at hæve budgettet for humanitær hjælp med én milliard kroner fra de nuværende ca. 2,3 mia. kr. Samtidig bør der også bruges 1 mia. kr. ekstra på at hjælpe med indsatser i de skrøbelige stater, der i vidt omfang føder de store flygtningestrømme.
Martin Lidegaard erkender samtidig, at man er nødt til at pege på, hvor de mange milliarder skal komme fra.
Han peger på, at der kan spares på bistanden til de store »gamle« såkaldte programsamarbejdslande land som Tanzania eller andre østafrikanske lande, hvor hjælpen skal beskæres eller helt udfases. Det skal dog bero på en nærmere analyse, hvilke lande som må vinke farvel til den danske støtte, mener den tidligere radikale udenrigsminister.