Ansatte i IT-firmaet ScanTech Sikkerhedssystemer har foræret deres samarbejdspartnere vin, fodboldrejser og andre fine gaver, og blandt modtagerne er medarbejdere fra Københavns Kommune.

Det får nu de Radikale i Københavns Borgerrepræsentation til at kræve en redegørelse fra lederne i de berørte forvaltninger. Gruppeformand Tommy Petersen (R) kalder det en »skandale«, hvis ansatte i kommunen bliver smurt af kommunens leverandører.

»Vi vil fra politisk hold helt til bunds i den her sag, da det er en skandale, hvis medarbejdere i Københavns Kommune får lov af deres chefer til at modtage gaver fra potentielle leverandører af ydelser til kommunen. Der må simpelthen ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved kommunens professionalisme og objektivitet i vores udbud,« siger han i en skriftlig kommentar.

Gruppeformanden understreger, at man på ingen måde kan acceptere gaver fra leverandører og samarbejdspartnere.

»Medarbejdere i Københavns Kommune skal vide, at der er absolut ingen tolerance overfor bestikkelse, og at det ikke er accepteret at man modtager gaver fra nogen. Hvis en chef ikke kan finde ud af at formidle det til sine medarbejdere, så skal den person ikke være chef,« erklærer Tommy Petersen.

I Kommunernes Landsforening (KL) understreger kontorchef Karsten Thystrup over for Berlingske Nyhedsbureau, at offentligt ansatte ikke må modtage gaver fra leverandører og andre samarbejdspartnere. Han har dog ikke indtryk af, at gavegivning er et udbredt fænomen.

ScanTech Sikkerhedssystemer har nu stoppet sin praksis med at forære gaver til ansatte i den offentlige sektor.

»Vi lægger os fladt ned i denne sag. Vi kan godt se, at gaverne til vores samarbejdspartnere kan tolkes i retning af, at vi gerne ville smøre vores partnere. Dette er ikke tilfældet, men vi har ikke været gode nok til at forklare sagernes rette sammenhæng, og det er en fejl, vi påtager os ansvaret for,« siger direktør Bjarne Jensen i en skriftlig kommentar.