Nogle gange kan det betale sig at give sig god tid, før man beslutter sig.
Sådan lyder reaktionen fra de Radikale, efter Straffelovrådet har gransket den omstridte blasfemiparagraf. Konklusionen er, at den ikke hindrer en »skarp kritik« af religion, men også at en afskaffelse betyder straffri afbrænding af hellige bøger som Koranen eller Biblen. På den baggrund har regeringen ikke tænkt sig at fremsætte forslaget om at paragraffen.
De Radikale har været splittet i spørgsmålet, men bakker nu op om regeringens beslutning.
»Der er ikke noget, der siger, at du og jeg og andre danskere ikke skulle kunne kritisere religion på baggrund af den paragraf, og derfor har vi ikke noget behov for at ændre den. Det ville være en symbolsk ting,« siger retsordfører Jeppe Mikkelsen (R).
Blandt de radikale toppolitikere, der har argumenteret for en afskaffelse af den knap 150 år gamle blasfemilovgvning, er social- og integrationsminister Manu Sareen (R) og kulturminister Marianne Jelved (R).
Jeppe Mikkelsen erkender, at der er tale om et holdningsskifte.
»Det prøver vi heller ikke at pakke ind. Vi har været bange for, om denne her paragraf på en eller anden måde begrænsede ytringsfriheden, og derfor ville vi gerne have en diskussion om det. Vi har også både bakket op om en undersøgelse og sagt, at vi selvfølgelig ville lytte til, hvad den viste,« siger Jeppe Mikkelsen.
Berlingske Nyhedsbureau har bedt Manu Sareen om en kommentar, men ministerens pressefolk henviser til partiets retsordfører.