Tidligere forlød det, at der var politisk flertal for at hæve fartgrænsen på landevejene til 90 kilometer i timen, men sådan er det ikke længere.
Regeringspartiet De Radikale er alligevel ikke klar til at hæve fartgrænsen sammen med oppositionens borgerlige partier, skriver DR Nyheder.
Det forlyder, at transportordfører Andreas Steenberg (R) er blevet irettesat af partitoppen.
»Vi spillede ud med et forslag om, at udgangspunktet var 90 km i timen. Der har vi siden fået kritik af fra Rådet for Sikker Trafik, og vi går ikke på kompromis med trafiksikkerheden, og hvis de synes, at det er bedst, at udgangspunktet er 80 km i timen, er vi villige til at lytte til det,« siger han til DR Nyheder.
Transportordføreren afviser dog selv, at der er tale om et holdningsskifte.
»Jeg har sagt, at hastigheden skal være 90 kilometer i timen, hvor det er forsvarligt, og noget mindre, hvor det ikke er forsvarligt. Så er spørgsmålet, om udgangspunktet skal være 90 eller 80, og der var vores forslag 90, men vi har modtaget kritik fra Rådet for Sikker Trafik. Derfor vil vi gerne ændre det til, at udgangspunktet er 80, men i virkelighedens verden ude på landevejene bliver det det samme, nemlig at de steder hvor det er forsvarligt, får man lov at køre 90,« siger han til DR Nyheder.
Han afviser blankt at være blevet banket på plads af partitoppen.