Den trængte radikale leder har i valgkampen fået travlt med planer om at stille på alle skruerne i skattesystemet. Med Morten Østergaard i maskinrummet skal der rykkes rundt på milliarder. Dem med de højeste indkomster skal have skåret endnu en luns af børnechecken, så der bliver flere penge til enlige mødre, boligskatterne skal stige igen, nu med lønudviklingen, og så skal beskæftigelsesfradraget op og topskatten ned. Der drejes til højre og venstre på alle de møtrikker, man lige kan få øje på.
Den radikale økonomiminister ligner en ungtyr, der er sat på græs efter en lang vinter i den trange bås. Endelig fri af de snærende bånd i det røde regeringssamarbejde. Som han siger, så er der for partiet ingen tabuer. Han har ikke noget imod at være den, der tager bladet fra munden. Og det gør han så med mere eller mindre finansierede forslag, som rammer danskernes privatøkonomi i øst og vest, og kun kan være med til at skabe større usikkerhed. For der er ikke tale om ægte skattelettelser, kun omlægninger. Man tager fra boligejerne og børnefamilierne og giver lidt til nogle andre grupper. Bytte, bytte købmand, så gik der tid med det.
Det største problem for de radikale planer er, at der skal findes et flertal for dem. Og indtil videre har Socialdemokraterne afvist det hele. Nej, nej og nej. Hvis det skulle lykkes SR-regering at fortsætte efter valget, vil den radikale leder gå ind i den langt mere svækket, end hans forgænger Margrethe Vestager gjorde i 2011. I de aktuelle målinger ser de Radikale ud til at blive omtrent halveret. Den yderste venstrefløj, Enhedslisten, bliver styrket, Socialdemokraterne vil måske gå en smule frem, og en rød regering bliver afhængig af Alternativets fantasterier.
Når de Radikale går ind i eventuelle nye forhandlinger om en rød regering, vil det være i taberens rolle. Og hvem tror på, at partiet i den position vil kunne overbevise Socialdemokraterne om, at topskatten nu skal sættes ned. I 2001 gik Margrethe Vestager ind i det berømte sorte tårn med det udgangspunkt, at hun kunne vende om og gå, hvis de Radikale ikke fik sin vilje. Denne gang er partiet gået til valg på at fortsætte SR-regeringen, og det betyder med sikkerhed færre radikale fingeraftryk.
Så uanset om nogen måtte lade sig friste af Østergaards løfter om skattelettelser, så bliver de aldrig til noget med en rød regering, som satser alle pengene på at øge udgifterne til verdens dyreste offentlige sektor. Og ser man på Socialdemokraternes kampagne, som endnu en gang påstår, at valget står mellem rød velfærd og blå skattelettelser, bliver det radikale udspil helt absurd. Hvad skal man tro? Det lille regeringsparti er fanget på en fløj, som efter et valg ser ud til at blive endnu mere farverig og økonomisk eksperimenterende.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen mener, at de Radikale med udspillet har vist, at de ikke hører til i en rød regering. Man er tilbøjelig til at give hende ret. De Radikale kæmper mod udsigten til et katastrofalt valg ved at forsøge at trække borgerlige stemmer til sig for derefter at danne regering med Socialdemokraterne med Enhedslisten og Alternativet på bagsmækken. Partiet svinger ikke længere takstokken i regeringen. Derfor er udspillet om skattelettelser for 13 milliarder kroner både utroværdigt og så gennemskueligt, at manøvren næppe vil lykkes.