Tre en halv time efter take-off opstod der tumult i et JetBlue-fly på vej fra New York til Las Vegas i USA. Piloten begyndte at råbe op om Afghanistan, al-Qaeda og en bombe om bord.
- Vi hørte ordet »bombe«, og vi forstod ikke helt, hvad der foregik, fortæller en af flyets 135 passagerer, Heidi Karg, til CNN.
Hun hørte piloten skrige, at han havde brug for »koden« - »giv mig koden, jeg er nødt til at komme ind!« Råbte piloten. Flyets anden pilot havde tilsyneladende låst den råbende pilot ude af cockpittet, fordi han begyndte at udvise en underlig opførsel.
Se ABCNews' indslag om episoden på JetBlue-flyet (eksternt link)
Ifølge Heidi Karg brugte piloten inde i cockpittet højtaleranlægget til at tilkalde nogle, som kunne fastholde piloten udenfor. En gruppe mandlige passagerer overmandede den råbende pilot og holdt ham fast, indtil flyet var nødlandet i Texas. En af dem fortæller:
- Jeg vidste, at der var omkring 130 personer ombord på flyet. Familier, børn.. Og jeg tænkte - det her skal ikke få lov til at ske på mit fly.
På landingsbanen holdt en ambulance klar - og en mand i lufthavnen fortæller til AP, at et redningsmandskab tog imod piloten.
- De trak en mand ud på en båre og satte ham ind i en ambulance, siger han.
Flyselskabet oplyser i en pressemeddelelse, at grunden til nødlandingen i Texas var en »medicinsk episode med piloten.«
Et lignende tilfælde skete i 2008 i et fly på vej fra Toronto til London. Her blev co-piloten bedøvet, og flyet nødlandede i Irland med alle passagerer uskadte.