Qvortrups nye arbejdsgiver: Ikke diskvalificerende at være sigtet
Metroxpress har indgået et samarbejde med Henrik Qvortrup, der står sigtet i Se og Hør-sagen. Men det er ikke et problem, mener den ansvarshavende chefredaktør.
Metroxpress har indgået et samarbejde med Henrik Qvortrup, der står sigtet i Se og Hør-sagen. Men det er ikke et problem, mener den ansvarshavende chefredaktør.
Fra februar næste år skal Henrik Qvortrup være politisk analytiker på metroxpress. Avisen opretter universet »Dagens Q«, som bliver et undersite, hvor Henrik Qvortrup dagligt skal levere hovedparten af indholdet i form af politiske analyser.
Formålet med Dagens Q skal være både at informere og underholde, og det kan Henrik Qvortrup, forklarer ansvarshavende chefredaktør Jonas Rathje fra metroxpress.
»Han er kontant, han er skarp, og han kan formulere sig kort. Og de ting er meget brugbare for et medie som vores,« siger chefredaktøren.
Som følge af Se og Hør-sagen forlod Henrik Qvortrup en stilling som politisk kommentator på TV 2 i slutningen af april i år. Og som tidligere chefredaktør for Se og Hør står Qvortrup nu blandt andet sigtet for »uberettiget at skaffe sig adgang til andres dataoplysninger«.
Men det ændrer ikke ved, at Henrik Qvortrup er et scoop for den politiske dækning på metroxpress, mener Jonas Rathje.
»I sig selv er det ikke diskvalificerende hos os at være sigtet for noget. I min verden er han ikke skyldig, før han er dømt,« siger han.
Hvis Henrik Qvortrup skulle blive kendt skyldig, vil han så kunne beholde sit job på Metroxpress?
»Det er hypotetisk, og det kommer an på, hvad sådan en dom eventuelt ville sige. Vi har også haft journalister, som på et tidspunkt er blevet dømt for noget, men hvis vi vurderer, at det ikke er slemt nok til, at man ikke kan arbejde for os, kan man jo fortsætte. Men jeg vil ikke endnu sige, hvor den grænse ligger.«
Henrik Qvortrup har erkendt, at han har købt dankortoplysninger af den såkaldte tys-tys-kilde. Er I med ansættelsen af ham ikke med til at blåstemple den form for ageren?
»Nej, det synes jeg ikke. Vi stempler ham slet ikke nogen farve. Og de ting, han skal lave hos os, er jo i øvrigt noget helt andet. Han skal analysere dansk politik, og det er de kompetencer, vi har hevet fat i ham for - ikke for hans andet spor i karrieren, som har med sladder at gøre.«
Frygter du ikke, at det det går ud over Metroxpress’ troværdighed at ansætte Henrik Qvortrup?
»Nej, det gør jeg ikke. Inden for dét område, der hedder at dække dansk politik, anser jeg ham for at være supertroværdig. Igennem årene har man set ham gå i kødet på masser af politikere, og han har præcis den tilgang til at dække dansk politik, som vi gerne vil have,« siger Jonas Rathje.