Forud for en dokumentar om Se og Hør-sagen, som onsdag aften sendes på DR1, afviser tidligere chefredaktør på ugebladet Henrik Qvortrup nu en række anklager.

Qvortrup afviser blankt beskyldningerne om, at Se og Hør ifølge en pressemeddelelse fra DR forud for programmet ikke blot overvågede kendtes kreditkortoplysninger, men også overvejede at købe telefonaflytningsudstyr for at aflytte blandt andre kronprins Frederik.

»Henrik Qvortrup afviser fuldstændig, at en aflytning af medlemmer af Kongehuset, eller for den sags skyld andre, har fundet sted i perioden, hvor han var chefredaktør fra 2002 til 2008,« oplyser Henrik Qvortrups advokat Anders K. Németh.

Beskyldningerne kommer fra en række nuværende og tidligere medarbejdere på Se og Hør, der uafhængigt af hinanden fortæller til DR i dokumentaren »Historien bag historien - Jagtet af Se og Hør«, at planerne om aflytning skulle være sket under Henrik Qvortrups tid som chefredaktør.

Henrik Qvortrup afviser desuden, at aflytning skulle have været under overvejelse i chefredaktionen i Se og Hør i samme periode.

Via sin advokat oplyser Qvortrup, at han til DR alene har udtalt, »at han fra en medarbejder blev præsenteret for et forslag om indkøb af aflytningsudstyr, samt at dette forslag på stedet blev forkastet«.

Henrik Qvortrup mener derfor, at det er »misvisende«, når DR i sit pressemateriale forud for udsendelsen antyder, at »forslaget vedblev at være under overvejelse i Henrik Qvortrups chefredaktørtid, idet forslaget med det samme definitivt blev forkastet af Henrik Qvortrup«, understreger advokaten.