Daniel Craig (James Bond)
Da du fik rollen som James Bond, blev du kritiseret skarpt, før du overhovedet havde
vist dig som helten Agent 007. Hvad følte du på det tidspunkt?
Jeg blev bare ved med at arbejde, og forsøgte på at gøre det så godt som muligt. Da
den første kritik kom, kunne jeg ikke rigtigt gøre noget ved det. Jeg kunne jo ikke så
gå ud og sige, at »jeg ville blive god«. Det ville virke bøvet. Jeg kunne kun fortsætte
med mit arbejde, og heldigvis reagerede de fleste jo godt på ”Casino Royale” bagefter.
Og dermed fik jeg chancen for at lave indtil videre to flere film og give mit bud på en
moderne Agent 007.
Er det anderledes at spille Agent 007 tredje gang i forhold til første gang?
Jeg synes, jeg kan huske, at jeg på den første film havde fri i nogle af weekenderne.
Det får jeg aldrig rigtigt længere, ha ha. For at være alvorlig et øjeblik, så er det altid
en meget intens oplevelse at være med i en James Bond film. Det ekstra gode denne
gang var for det første, at vi havde tid til at få skrevet et rigtigt godt manuskript og
dernæst, at vi fik Sam Mendes med som instruktør. Han er en type, der bidrager med
noget andet, end de fleste andre instruktører vi har haft. Det sker også meget sjældent,
at alle de medvirkende i en film er rene førstevalg, og det er de her. Typisk ender
man med at må et stykke nedad prioriteringslisterne for at samle et filmhold, men
her sagde alle og en af vores førstevalg ja med det samme. At spille skuespil med
så gode folk som Javier Bardem og Ralph Fiennes er hovedgrunden til, at jeg går på
arbejde hver dag. Hvis de oplevelser, vi havde under indspilningerne er en målestok
for filmens kvalitet, bliver ”Skyfall” en rigtig god film. Jeg vil ikke være hybris-agtig,
for jeg er også overtroisk, men jeg mener vi har gjort vores bedste, og derfor tror jeg
på ”Skyfall”.
Det siges, at det farverige fra 1960’erne kommer tilbage i »Skyfall« - er Agent 007
forvandlet fra forrige film til nu?Nej. Ikke på så kort tid. Selv om Bond foregår i en fantasiverden, vil vi stadig
gerne lave actionscenerne så realistiske som muligt, og derfor vil vi gerne lave de
forskellige stunts så fysisk tæt på, hvordan det ville være i virkeligheden. Det man
ser sker omkring os, jamen det sker rent faktisk i vid udstrækning rent fysisk. Vi
arbejder videre i den Bond-tradition og holder os så meget som muligt væk fra
computeranimation. Det farverige handler primært om filmens look. Fotografen Roger
Deakins har taget beslutninger i den retning med sin lyssætning. Det handler om at
give filmen en rigdom i udtrykket, som man så det i 1960’erne. Det handler ikke om, at
vi har lavet Bond ligesom »Mad Men« eller noget i den retning. Vi er ikke gået retro,
men stilen skal ikke være alt for realistisk, fordi Bonds univers er et fantasiunivers og
det gælder også både helten og skurken.
Var det svært at give Bond større emotionel dybde og stadig sikre sig, at man
tilfredsstiller actionfans?
Du gætter altså på, at jeg har tilføjet noget dybde i »Skyfall«. Du overvurderer mig,
ha ha. Vi havde en del år mellem den forrige film og den her, og det gav os en unik
chance til at få manuskriptet gjort bedre og mere nuanceret, end vi før har haft det. De
fire år gav os tid til at få tingene til at vokse og gro på en naturlig måde. Personligt har
jeg aldrig tvivlet på, at vi på et tidspunkt ville komme til at lave en ny film, selv om
der var problemer med økonomien. Typisk får vi ikke så meget forberedelsestid som
her, og det har givet os et mere solidt manuskript end tidligere, og det kan kun være
en fordel for alle afdelingerne i filmproduktionen. Hvis jeg er god i mit spil, så er det
fordi jeg har baseret det på et nuanceret manuskript.
Hvad har holdt Bond ny og frisk som helt i et halvt århundrede?
Først og fremmest en arv der kom fra Michael G. Wilson og Barbara Brocollis
far og Harry Saltzman. En amerikaner og en britisk canadier der vidste meget om
Storbritannien. De castede oprindeligt Sean Connery og har gennem tiden sikret sig, at
hver enkelt film havde en relevans for et samtidspublikum. I den forbindelse tror jeg,det er vigtigt, at Bond blev bibeholdt som nogle film, man lavede i England og at han
ikke kom til for eksempel USA og forsvandt ind i et stort filmstudie og blev anonym.
Hvis det havde været tilfældet, var Bond forsvundet fra verden for længe siden.
Hvorfor ville I gerne have Javier Bardem med som skurken Silva?
Han er bare en af verdens bedste skuespillere, og så er han fuld af gode påfund og hartillige et glimt i øjet. Javier Bardem har taget ansvaret på sig for at skabe en Bond-
skurk, der trækker tråde langt tilbage i Bond-historien og som samtidig er helt sin
egen.
Javier Bardem (Silva)
Hvordan var det at spille James Bond-skurk?
Det var da sjovt. En Bond-film bevæger sig et sted mellem virkelighed og fiktion. På
den ene side kan du som Bond-skurk flyve lidt højere end i så mange andre film, men
på den anden side skal du også holde nede på jorden. De to sider af den slags karakter
giver en masse spillerum til skuespilleren.
Nu der har været så mange skurke gennem tiden, var det så svært at finde sit helt eget
bud?
Det handler om, hvad der står i manuskriptet mere end noget andet. Historien var
meget præcis denne gang, og så behøvede jeg bare fokusere på det, vi havde i stedet
for at lede langt tilbage i historien. Jeg stolede på Sam Mendes’ idéer og de var på én
gang fyldt med følelser og meget farverige. Mendes vidste, hvad han ville og han er en
instruktør, der fokuserer meget på skuespillerne.
Det her er ikke den typiske filmgenre for dig, så hvordan tilnærmede du dig rollen som
skurken Silva?
For det første er det en ære og et privilegium overhovedet at være med. Jeg har set
Bond-film i biografen siden jeg var 11 år. Det er da også sjovt at være med, når 50 års
fødselsdagen skal fejres. Med Silva har jeg forsøgt at sende en hilsen til flere af Bond-
skurkene fra filmhistorien, og samtidig har jeg forsøgt at gøre ham til sin egen. Uanset
om det jeg har lavet ender med at fungere eller ej, har jeg lyst til selv at se filmen og
vores rejse med at lave den har været fantastisk spændende. Bare jeg ikke skulle se påmig selv, ha ha. Silva har nok en kompleksitet og en farverigdom a la de andre skurke
fra Bond-historien, men han er også på en måde bare Silva. Der er visse skjulte hilsner
til historien, men de er forhåbentlig ikke overdrevne og indlysende. Han er i sidste
ende mest sin egen. Jeg forsøger altid at skabe et menneske, man kan relatere til, om sådet er en helt, en skurk eller midtimellem. Jeg håber, at det lykkes med Silva.
I modsætning til andre Bond-skurke ser du ud til at have fokuseret på håret med en
blond paryk?
Ja. Jeg ved ikke, hvad der er galt med alt det hår for Søren da. På Coen-brødrenes film
gav instruktørerne nogle dessiner til frisøren og han klippede bare løs, og jeg havde
ikke noget spejl foran mig. Da jeg bagefter drejede mig om mod Joel og Ethan Cohen
rullede de bogstaveligt talt rundt på gulvet af grin og jeg tænkte ’oh shit’. Idéen er dog
brillant og den fortæller en historie. I den film er skurkens hår helt firkantet og enkelt
og solidt ligesom karakteren. Her handler hårets farve også om personens karakter,
men jeg vil ikke afsløre mere nu og her.
Hvem er din favoritskurk i James Bond-universet?
»Jaws« fra ”The Spy Who Loved Me” og ”Moonraker”. Jeg følte, at han var en god
fyr på bunden, selv om han først og fremmest var en skurk, Det kunne jeg ligesom se i
hans fascinerende ansigt.
Helte og skurke gennem tiderne
Ian Flemings Agent 007 blev født som knaldroman i 1953, og han er et produkt
af den kolde krig mellem den vestlige verden og landene bag jerntæppet. James
Bond arbejder for Englands efterretningsvæsen. Det sker, at han samarbejder med
amerikanske agenter og modstanderne er ofte agenter fra Sovjetunionen eller også
er de styret derfra, uanset om de kalder sig SPECTRE eller andet. Det er dog mindre
tydeligt i filmene end i bøgerne, for producenterne bag filmen ville gerne gøre filmene
så tidløse og universelle som muligt. I 1960’erne blev der i filmene ofte tilføjet en
diabolsk kinesisk agent i baggrunden, så alt i alt kæmpede Bond mod kommunisterne.Alle 14 bøger om agenten er skrevet fra 1953 til 1964, men filmene har fået et langt
længere liv, og generelt er filmene pumpet med mange flere idéer, end dem der
var i Flemings bøger, og de afspejler den tid, de er lavet i. I 1970’erne var Bonds
modstandere som oftest gale videnskabsmænd eller storslyngler, der ville ændreverdens gang. De var ligeglade med penge og den slags praktiske fornødenheder, for
fantasternes mål var idealistiske. De ville skabe en helt ny verdensorden om så det var
under vandet i »Spionen der elskede mig« eller i det ydre rum i »Moonraker«. Ingen idé
var for vild.
Sean Connery spillede Agent 007 i 1960’erne. Han var en koldblodig agent, der
nedlagde damer på stribe og som oftest havde et smil på læben og en rap replik klar
efter veludført gerning. Roger Moore gjorde noget af det samme i 1970’erne, men
Bond blev gradvist til en art familiefilm, og Moores 007 blev til en stadig mere jovial
agent i et stadigt mere tandløst cirkus. Skurkene blev koldkrigere endnu engang.
Pierce Brosnan skabte ikke for alvor nogen ny heltetype, fordi han lagde sig et sted
mellem Sean Connery og Roger Moore, og de skurke han mødte skiftede til at komme
endnu længere østfra som forskellige steder i Asien. Først med Daniel Craig ændrede
Bond sig for alvor igen.
Craigs Agent 007 er på én gang mere veltrænet end de andre, så han løber og slås
meget bedre, men han er også mere skrøbelig. Han er desillusioneret og han er
hele tiden på kanten af at få sin licens inddraget. Måske er det fordi han kæmper
imod skurke med håndfaste mål, som ganske ofte kan reduceres til én enkelt ting,
nemlig cool cash. Le Chiffre i »Casino Royale« skal blot tjene til sin egen dag og
vej, og når det glipper, bliver han mindst ligeså skuffet og hidsig, som de gale
videnskabsmænd. Han ikke blot græder. Han græder blod. Sådan er Bond og hans
kamp med overskurken bliver en mere rå og mindre sofistikeret kamp end tidligere.
Til at begynde med var de skurke, som Bond mødte, en art spejlbillede af ham selv. En
ligeså dedikeret agent blot fra den anden side af jordkloden. Efterhånden som Bond-
serien skrider frem bliver skurkene større og større i slaget, men de kan stadig læses
som den lyse og rigtige Agent 007’s mørke modsætning. I »Manden med den gyldne
pistol« er Christopher Lees hitman, spillet af Christopher Lee, betaget af Bond. »Vi har
så meget tilfælles og vores profession er så ensom«, siger Scaramanga. Gustav Gravesi »Die Another Day« er en art forskruet Richard Branson, der siger: »Jeg har skabt mig
selv i dit billede«. Med Daniel Craig som både den mest rå Bond men også den mest
martrede har skurkene ændret sig til at ligne den nye type agent. I »Casino Royale« sad
Mads Mikkelsen endda overfor Bond i næsten hele filmen ved pokerbordet og mellem
dem kunne der såmænd ligeså godt have været et spejl, og helten og skurken kunne
være to sider af en og samme mand.Boks H 1:
Koldkrigeren
Sean Connerys James Bond er en koldkriger, der bekæmper de onde kræfter styret af
Sovjetunionen og Kina.
(1960’erne og 1980’erne)
Boks H 2:
Klovn og elegantier
Bond-skikkelsen i de to årtier er mindre tydelig. I 1970’erne bliver han blødere og
mere humoristisk anlagt og i 1990’erne er Pierce Brosnan elegant men også en smule
glat.
(1970’erne og 1990’erne)
Boks H 3:
Machomand med indre smerte
Daniel Craigs Bond er tættest på Ian Flemings original. Den desillusionerede og
hårdtslående skrivebordsagent, der slår hårdt og desperat, når han sendes i marken.
(Idag)
Boks S 1:
KommunisterneOfficielt kom Blofeld og hans håndlangere fra forbryderorganisationen SPECTRE,
men man fornemmede, at de havde opbakning fra Sovjetunionen og Kina.
(1960’erne og 1980’erne)
Boks S 2:
De gale videnskabsmænd
Skurkene vil ændre verden og inspirationen til dem, kommer fra både blackspolitation-film, kung-fu film i 1970’erne og en ændret politisk verdensorden i 1990’erne.
(1970’erne og 1990’erne)
Boks S 3:
Pengeforbryderne
Nu om dage er skurkene mindre idealistiske og ofte gemene gangstere, der kæmper for
sig selv og deres position i den kriminelle verden.
(Idag)
Ny bog om James Bond
I den første danske bog nogensinde om James Bond fokuserer journalist og filmanmelder Jacob
Wendt Jensen på alle de danske vinkler på fænomenet. Det handler først og fremmest om
skuespillerne fra de seneste 15 år, som er geninterviewet om deres oplevelser i Bond-familien.
Derudover er en filmlektor, en kønsforsker, en supersamler og nogle special effects-folk inviteret til
at fortælle lige netop deres historier i en komplet samling af alle de danske bidrag til Bond-sagaen
gennem tiderne. Via striben af danske vinkler, nyvurderinger af alle filmene, fyldigt listestof og et
grundigt kig på den nye film ”Skyfall” bliver bogen samtidig til en introduktion til Bond-universet
og en blandet pose Bond-guf, som selv de mest ihærdige fans kan nyde godt af.
”Agent 007 de danske forbindelser”
Af Jacob Wendt Jensen
Byens Forlag
150 sider.
Pris: 249 kr.